Få kan være så stædige som en kræsen teenager ved middagsbordet. Men ifølge et nyt studie fra University of Bristol er der håb for både de madforskrækkede unger og deres frustrerede forældre. En analyse af spørgeskemadata fra over 3.500 store børn, der deltog i langtidsstudiet Children of the 90’s, viser nemlig, at skolemad kan få de kræsne unger til at udvide deres kulinariske horisont, hvis de vel at mærke selv får lov til at vælge, hvad de lægger på tallerkenen.

Det kan være svært at indtage en varieret kost, når man afviser mange fødevarer. For eksempel viste data, at de kræsne børn sjældent havde kød og fisk med som pålæg i madpakken, og de spiste kun meget lidt frugt og grønt. I stedet var peanutbutter og smøreost et gennemgående hit dag efter dag. Men når de kræsne børn droppede madpakken og blev præsenteret for en buffet i skolens kantine, traf de pludselig valg, der lignede deres ikkekræsne skolekammeraters: De valgte en bredere vifte af madvarer og spiste både kød og fisk.

Kræsenhed topper typisk omkring treårsalderen, men ifølge dataanalysen fulgte den nogle af børnene til langt op i teenage- og voksenalderen. En varieret kost med fibre, vitaminer og mineraler er afgørende for, at børn og unge kan vokse og udvikle sig effektivt.

»Alle børn er forskellige, men vores analyse viser, at skolemad kan være en god mulighed for at øge variationen i fødevarevalget hos de børn, som har brug for støtte til at finde de gode madvaner,« siger studiets førsteforfatter Caroline Taylor i pressemeddelelsen.

Journal of Human Nutrition, 15. maj