Bjørnens vandring

For omkring 9.600 år siden luntede brune bjørne rundt i det svenske landskab. Det var efter den sidste istid, og forskellige dyr var begyndt at søge mod de landområder, der ikke længere var dækket af is. Forskere har arbejdet ud fra den antagelse, at bjørnene fordelte sig i to grupperinger, en nordlig og en sydlig population med en grænsezone i det centrale Sverige. Men man har manglet de fossiler, der for alvor kunne afgøre, om forklaringsmodellen holder stik eller ej.

Nu giver et nyt genetisk fund et sjældent indblik i, hvordan dyrelivet faktisk spredte sig i det nyåbnede nord. Palæogenetikere fra Stockholms Universitet har udvundet og analyseret et næsten 10.000 år gammelt bjørnegenom fra søsedimenter i det nordlige Sverige.

Genomet stammer fra en hanbjørn og er den ældste rest, vi har fra bjørne. Fundet tilføjer en ny nuance til de eksisterende teorier, for bjørnen tilhører nemlig den sydlige population, men er fundet langt mod nord på den forkerte side af den formodede grænse. Det tyder på, at de sydlige bjørne ikke kun levede i ét område, men bevægede sig over store afstande.

Studiet anvender en metode, der frigør forskningen fra knogler og fossiler og i stedet bygger på genetisk materiale fra gamle aflejringer. Det åbner nye muligheder for at forstå, hvor og hvordan dyr har levet og bevæget sig i en fjern fortid.

Proceedings of the National Academy of Sciences, 13. april