I Ideer #34, 21. august 2020, skriver Rasmus Grønved Nielsen en kronik om nogle domme omkring år 1800 om vestindiske slaver i København. Der er grund til at føje nogle ord til om en af dem, den bortløbne Hans Jonathan.

For det første udkom der i 2017 en dansk oversættelse af Gísli Pálssons bog om Hans Jonathan, Manden der stjal sig selv. For det andet kendes hans videre skæbne, idet han levede resten af sit ret korte liv (1784-1827) i byen Djúpivogur i Østisland, hvor mange af hans talrige efterkommere stadig bærer forskellige negroide træk. Hans Jonathan var husslave hos familien Schimmelmann, der var strandet i København. Ved Slaget på Reden i 1801 meldte han sig som frivillig og udmærkede sig, så selv kronprinsen bemærkede det og gav ham en anbefaling til flåden. Det var efter Hans Jonathans hoved, men der var et problem: Enkefru Schimmelmann ville ikke holde på ham. Flåden kunne få ham, men kun ved at købe ham til dagspris på St. Croix, 600 rigsdaler. Derfor anmeldte hun ham som bortløben. Han blev sat i Københavns arrest, og hun anlagde sag om sin ejendomsret. Hendes ejendomsret blev anerkendt, men ikke hendes ret til at sælge ham, medmindre han blev udført til St. Croix, hvor handel med slaver var legal. Han skulle kun holdes i arrest i yderligere 14 dage. Inden den tid skulle hun have sendt ham af sted. Det skete ikke, måske fordi det ikke kunne betale sig, og der er ingen efterretninger om ham i et par år.

Mest sandsynligt er det, at flåden har placeret ham på et skib til Island, hvor han gik i land i 1805. I en række år arbejdede han hos den danske købmand i Djúpivogur. Han kunne jo dansk. Han var velanskreven. Til sidst stiftede han bo på en bondegård, fik islandsk kone og tre børn. Hans mørke lød har tilsyneladende ikke været noget problem.

Nu om dage er man nok hurtig til at trække racismekortet. I slutningen af 1700-tallet fandtes der mange grader af ufrihed uden særlig relation til race. Tyende havde ikke megen frihed, fæstere heller ikke. I Holsten, en del af riget, var livegenskab legalt. For retten i 1802 var problemet at gebærde sig mellem forskellige dele af riget med forskellig lovgivning.

Læs også Rasmus Grønved Nielsens kronik: »Retssagen om Bacchus«