Massage af ansigt og nakke kan hjælpe med at skylle affaldsstoffer ud af hjernen – i hvert fald hos mus. Sådan siger hjernespecialister fra Korea Advanced Institute of Science and Technology i et studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature.

Hjernen er badet i cerebrospinalvæske, der både fungerer som støddæmper, forsyner nervevævet med næringsstoffer og hjælper med at skylle affaldsstoffer bort. Netop ophobning af de affaldsstoffer, som hjernecellerne producerer, er forbundet med sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom, og det gjorde forskerne nysgerrige på, om man kan forbedre hjernens sundhed ved at øge cerebrospinalvæskens flow.

Forskere mener, at ansigtsmassage kan afhjælpe sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom. Arkivfoto: Carl Redhead
Forskere mener, at ansigtsmassage kan afhjælpe sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom. Arkivfoto: Carl Redhead

Hidtil har man kun kendt til drænende lymfekar dybt i nakken, men forskerne identificerede et nyt system af lymfekar omkring fem centimeter under huden på halsen og i ansigtet hos mus og aber. I et forsøg masserede man disse kar med vatpinde på både unge og ældre mus, og ved at afmærke cerebrospinalvæsken med et farvestof kunne det konkluderes, at cerebrospinalvæsken i en halv time efterfølgende flød tre gange hurtigere gennem hjernen sammenlignet med før massagen. Lignende resultater blev fundet ved massage af aber.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

De »nye« lymfekar er også identificeret hos mennesker, og ifølge forskerne tyder det på, at de gode resultater muligvis vil kunne overføres til mennesker. Det er dog stadig uklart, om massage af ansigt og hals virkelig kan bremse sygdomsudvikling i hjernen, og derfor planlægger forskerteamet nye forsøg med mus, der er avlet med forstadier til noget, der minder om Alzheimers sygdom.

Nature, 4. juni