I gennemsnit gør vi det omkring 20.000 gange i døgnet. Vores lunger fyldes med luft, og cellerne forsynes med ilt, før luften åndes ud igen. Men vejrtrækningen kan også sige en hel del om, hvordan vi har det, konkluderer israelske forskere i et nyt studie, der netop er offentliggjort i tidsskriftet Current Biology. Ifølge forskerne har hvert menneske et unikt respiratorisk »fingeraftryk«, som afslører både deres fysiske og mentale tilstand.

Forskning viser, at vores vejrtrækningen afspejler vores velvære. Man vil nu undersøge, om vejrtrækningsmønsteret kan bruges i behandlingen af angst og depression. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen
Forskning viser, at vores vejrtrækningen afspejler vores velvære. Man vil nu undersøge, om vejrtrækningsmønsteret kan bruges i behandlingen af angst og depression. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen

For at spore næsens luftstrøm, udviklede forskerne en bærbar enhed, som 100 raske, unge voksne bar i 24 timer. Normalt tester man vejrtrækningsfunktionen med korte tests på cirka 20 minutter, men man ønskede at registrere mønstre over længere tid. Resultaterne viste, at mønstrene var så individuelle, at man kunne identificere de enkelte deltagere på vejrtrækningen alene –selv ved en gentagelse af testen to år senere. Faktisk kunne deltagerne kendes mere præcist på deres vejrtrækning end med stemmegenkendelsesteknologi.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Vejrtrækningen afspejlede deltagernes kropsmasse, søvncyklus, humør, angstniveau og selv visse adfærdstræk. Ingen af deltagerne havde kliniske diagnoser, men dem, der havde flere angstsymptomer, havde eksempelvis alle kortere indåndinger og mere variation i vejrtrækningen under søvn, siger studiets forfattere. Man vil nu undersøge, om det er den mentale tilstand, der ændrer vejrtrækningen, eller om ændringer af vejrtrækningsmønsteret kan bruges i behandlingen af angst og depression.

Current Biology, 12. juni