Verden, som Carl ser den

Carl Ravnbak bor i Trekroner, men vi mødes på Rådhuspladsen midt i København. Af og til hopper 15-årige Carl nemlig på toget og tager herind.

»Rådhuspladsen er et rigtig godt sted at tage billeder,« siger han.

Carl elsker at fotografere, og han kan bruge flere timer på det ad gangen. Han går i 9. klasse, men håber at blive fotojournalist engang. Derfor tager han tit på tur med sit kamera og går på jagt efter gode motiver.

»Jeg kan bedst lide at tage billeder, som er skarpe og pæne. Men nogle gange kan jeg også godt tage nogle, som er mere arty-farty,« siger han med et skævt smil.

»Jeg hader Snapchat med alle de der filtre, som får folk til at se helt bløde og fine ud. Jeg er kæmpe fan af Instagram, men de fleste billeder er jo bare nogle mennesker, der smiler. Det er jo egentlig kun interessant for dine venner og familie. Fotografiske billeder har fokus på nogle andre ting, så billedet er interessant for alle.«

Det regner i dag, men det gør ikke noget, og det rodede metro-byggeri over for rådhuset generer heller ikke den unge fotograf.

»Når det regner, bliver lyset reflekteret rigtig flot på de våde brosten. Og jeg elsker den slags lamper, de har på en byggeplads.«

Han peger op i en kran, hvorfra et blændende, blitz-hvidt lys stråler ned over murbrokkerne.

»Den fungerer som en flash,« forklarer Carl.

Ned ad Strøget er der masser af mennesker, som tager billeder med deres mobiltelefoner. En smuk kinesisk pige smiler engleblidt til sin kærestes iPhone, men er ikke tilfreds med resultatet. Hun giver et par skrappe kommandoer, inden hun igen smiler lige så sukkersødt som før, mens kæresten artigt tager et nyt billede.

Sådan arbejder Carl ikke. Når han fotograferer, er det ham, der bestemmer, hvordan billedet skal se ud. Og Carls kamera kan heller ikke ligefrem være i baglommen. Derfor går vi ind på en café.

Carl siger nej tak til en cola og bestiller i stedet en kop kaffe. Han tager det store Nikon D5100 frem og demonstrerer med rutinerede fingre, hvordan han indstiller zoom og lukkertid og alle mulige tekniske ting på kameraets knapper.

»Sådan et kamera giver nogle helt andre muligheder. Det er virkelig sjovt, for jeg kan lege med skarpheden,« siger han.

»Jeg kan blandt andet indstille lukkertiden, så der slipper rigtig meget lys ind, mens billedet bliver taget. Det får alting til at blive uklart og rystet, for eksempel folk på Strøget, som er i bevægelse. Men hvis jeg så også bruger flash, så vil den person, som lyset rammer, komme til at stå helt stille og skarpt på billedet. Det ser vildt flot ud.«

Kattefotos

Alt det tekniske anede Carl ikke noget om, da han først begyndte at fotografere. Det startede med en gammel HTC-telefon og en Instagram-konto, da han var ti år.

»Jeg tog mange billeder af min kat. Sådan virkelig mange,« siger han med et grin.

Han begyndte også at fotografere andre katte i kvarteret og blev en regulær katte-stalker, som han selv skriver under et af sine gamle Instagram-portrætter af sin egen røde kat. Han er dog ikke specielt stolt af de første billeder, når han kigger dem igennem nu.

»Hvor er det grimt, det der billede,« siger han og tager sig til sine brune krøller. Fotografiet forestiller den røde mis, der slænger sig på en stol.

»Vinklen er jo vildt dårlig – er det bordet eller stolen eller katten, jeg fotograferer? Men det her er meget godt,« siger han og peger på et billede af en gråstribet kat, der kigger direkte ind i kameraet med sine grønne øjne. Det ser ud, som om Carl selv må have ligget på jorden, mens han tog det.

»Det er én af de ting, jeg har lært. Man skal virkelig bevæge sig meget omkring, hvis man vil have et godt billede,« siger han.

Alle rynkerne

Carls interesse for fotografi tog virkelig fart, da han fandt sin fars store kamera i vinterferien 2015. Men de mange indstillinger og knapper var ikke sådan lige til at forstå.

»Jeg købte nogle fotobøger, og de gav mig en grundviden om, hvordan kameraet virker.«

For at lære, hvordan man fanger et godt billede, har han også været på fotokursus de seneste tre somre. Det første var i Berlin, og her blev Carl virkelig udfordret. Han blev nemlig sendt ud i Berlins gader for at tage billeder af fremmede mennesker.

»Det sværeste er at gå op og spørge, om man må tage billeder af dem. Og man bliver også nødt til at instruere dem i, hvordan de skal stå og så videre. Nogle gange skal man tage fat i dem og flytte dem lidt rundt.«

Man bliver altså nødt til at være lidt pædagogisk, forklarer Carl.

»Men samtidig er jeg også ret egoistisk. Det handler om, om jeg synes, billedet er flot. Og hvis jeg vil vise alle rynkerne, så er det dét, jeg gør,« siger han og slår i cafébordet.

Carl er dog meget inspireret af andre fotografer. Det bliver man nødt til at være, mener han.

»Det er ligesom at lære at spille klaver. Hvis du selv skulle opfinde dine egne melodier fra start, så ville du nok ikke lære så meget,« siger han og tager en slurk kaffe.

Der er ikke noget i vejen med efterligninger, og nogle gange har han selv forsøgt at tage et billede, som lignede ét, han havde set før.

»På den måde har jeg opdaget, hvordan jeg for eksempel er nødt til at gå på knæ for at få den rigtige vinkel, eller hvordan man skal bruge lyset. Den teknik kan jeg så selv bruge i fremtiden.«

Nogle gange er der ikke noget interessant at fotografere, og så må han selv få noget til at ske.

»Der var en aften, hvor jeg cyklede rundt i et parcelhuskvarter. Sådan et sted er generelt kedeligt. Men så satte jeg selvudløser på kameraet og lagde mig ned midt på vejen,« fortæller han.

»Det er det bedste ved at fotografere. Kameraet giver muligheder for at prøve ting af og opleve verden på en mere spændende måde.«

Inspiration

Man kan lære meget af at se på andres billeder. Carl er især fan af fotojournalister, for eksempel Pete Souza, som var fotograf i Det Hvide Hus, dengang Barack Obama var præsident. Herhjemme er Carls største idol den danske krigsfotograf Jan Grarup, som har taget billeder af katastrofer rundt om i verden. I den mere hyggelige ende er Carl inspireret af Instagram-profilen @yellowhatphoto, som tager billeder af natur, cykling og glade mennesker.