Test Conversion old to new

Der er en tid før og efter Ernest Hemingway. Med sin skønlitterære debut for 100 år siden, novellesamlingen I vor tid, revolutionerede den amerikanske forfatter det 20. århundredes skrivekunst. En bedrift, der bedst kan sammenlignes med to af hans samtidige: Picasso inden for malerkunsten og Einstein inden for den teoretiske fysik.

»Hemingway er den, der har haft mest indflydelse på mit håndværk,« sagde den colombianske forfatter Gabriel García Márquez. Og da den amerikanske essayist Joan Didion blev spurgt, hvilken forfatter der havde påvirket hende mest, svarede hun: »Jeg siger altid Hemingway, fordi han lærte mig, hvordan sætninger fungerede.«

Det ejendommelige ved Ernest Miller Hemingways massive indflydelse er netop, at hans fingeraftryk ikke kun begrænser sig til skønlitteraturen; den strækker sig ud over samtlige prosagenrer fra reportage, rejseskildringer og sportsjournalistik til madanmeldelser og film.

Det er således så godt som umuligt at forestille sig en genre som film noir uden Hemingways fåmælte tough guy-figurer: »Jeg har det som om alting er gået ad helvede til indeni mig. Jeg ved det ikke, Marge. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,« vrisser Nick Adams i novellen »Noget holder op« i I vor tid (af uforklarlige grunde har Poul Borum helt skrottet denne sætning i den oversættelse, Lindhardt og Ringhof genudgav i 2021). I »Indianerlejr« fra samme samling får vi følgende udveksling:

– Hvorfor dræbte han sig selv, far?
– Det ved jeg ikke, Nick. Han kunne nok ikke holde det ud.
– Er der mange mænd, der slår sig selv ihjel, far?
– Nej, ikke mange, Nick.

Som den amerikanske kritiker og redaktør Edwin Frank skrev for nylig: »Ingen Hemingway, ingen Bogart.« Men hvad er det helt præcist, der kendetegner den feterede amerikaners skrivestil? Hvorfor blev den så indflydelsesrig, så imiteret og så vidt anvendelig?

For at besvare det spørgsmål må vi rejse tilbage til mellemkrigsårene, nærmere bestemt 1923. Den næsten 24-årige Hemingway – en krigsveteran, som kun knap overlevede en beskydning fra østrigske Minenwerfer-tropper i det nordlige Italien i sommeren 1918 – er nu journalist bosiddende i Paris, hvor han omgås folk som Gertrude Stein, Ezra Pound, James Joyce og Pablo Picasso.

I FORÅRET 1923 rejser Hemingway med sin gravide kone, Hadley, til italienske Cortina d'Ampezzo, hvor han gør en æstetisk opdagelse, der skal bestemme hele hans forfatterskab. Han indser, at en fortælling kan styrkes ved, at man bevidst udelader visse baggrundsdetaljer og på den måde får læseren til at føle mere, end han eller hun forstår.

Det er dette æstetiske princip, der frem for alt kendetegner I vor tid. De 16 korte noveller er krydret med endnu kortere, kursiverede kapitler, der skildrer umiddelbart tilfældige voldelige scener fra blandt andet Første Verdenskrig, tyrefægterarenaen og en revolution.

Næsten alle bogens egentlige noveller handler om den hemingwayske stedfortræder Nick Adams, der ligesom forfatteren selv er født og opvokset i det nordlige Michigans skovlandskab blandt indianerlejre og forladte møllebyer. Her finder vi Adams på jagt og druk, ude at fiske eller i samtale om baseball. Han bliver gift og rejser til Europa, hvorom novellernes handling efterhånden kredser, mens Nick glider i baggrunden. Men pludselig dukker han op i et af de kursive minikapitler. Man må forstå, at han er blevet såret i krigen:

»Nick sad op mod kirkemuren, hvor de havde halet ham hen, så han kom væk fra maskingeværilden i gaden. Begge ben ragede frem på en akavet måde. Han var blevet ramt i rygraden,« skriver Hemingway.

Vi ser ham sidste gang i novellen »Store flod med to hjerter«, hvori han er tilbage i Michigan, alene på camping- og fisketur: »Det smertede i musklerne, og det var en meget varm dag, men Nick var lykkelig. Han syntes han havde ladt det hele bag sig, trangen til at tænke, trangen til at skrive, alle de andre behov. Det lå alt sammen bag ham.«

Mere får vi ikke at vide. Novellen, som er lang nok til, at den bringes i to dele, er blottet for eksposition. Nick vandrer, ryger, fanger græshopper, sover i telt og fisker efter ørred. Andet sker der ikke.

Vi får ikke at vide, hvorfor han er tilbage i Michigan uden sin kone, hvornår og hvordan trangen til at skrive er opstået, og hvad hans planer for fremtiden er. Eller rettere: Kun gradvist begynder vi at fornemme, at Nicks fysiske aktivitet i novellen dækker over en rædselsfuld, mareridtsagtig virkelighed, der befinder sig lige under overfladen af den flod, han står og fisker i.

I VOR TID ER ET fuldtonet mesterværk. Det direkte, sparsomme sprog, hvor intet er eksplicit, men alt underforstået, anvendes til at tegne et portræt af et enkelt menneske i en brutal og voldelig tid. Stik imod sin samtid tog Hemingway den amerikanske sætning og skar den ind til knoglen. En tysk soldats død i Første Verdenskrig registreres således:

»Den første tysker jeg havde set kom kravlende over havemuren. Vi ventede til han havde fået et ben over, så pløkkede vi ham. Han havde en masse oppakning på og så forfærdelig overrasket ud og faldt ned i haven.«

En frygtelig og uforglemmelig beskrivelse, hvis rædsel ligger gemt i ordet »overrasket«: Man ser for sig tyskerens forbløffede ansigt, hans pludselige, men alt for sene erkendelse af fjenden, der i samme øjeblik tager livet fra ham. Beskrivelsen er nøgtern og ufølsomt registrerende – og derfor så slående.

Udfordringen for Hemingway ved den stilistiske opdagelse, han gjorde sig i Cortina d'Ampezzo dengang i 1923, var, at han aldrig kom videre rent kunstnerisk. Fra I vor tid og helt frem til Den gamle mand og havet (1951) forbliver forfatterskabets centrale æstetiske princip det samme.

Han søgte, påstod han, den ene sande sætning. Men i denne søgen lurer en næsten nihilistisk sprogløshed. For hvis den ene sande sætning kendetegnes ved, at alt overflødigt er skåret fra, vil man altid kunne blive ved med at skære fra, indtil der kun findes en tavshed, den grænseløse intethed.

Med andre ord var Hemingways litterære befrielse I vor tid samtidig en slags dødsdom for sproget, for hvad er der så tilbage? For hans eget vedkommende fulgte talrige romaner, rejseskildringer og noveller foruden den ivrige mytedannelse frem mod det spektakulære selvmord i 1961. Men kvaliteten og originaliteten blev desværre stadig kun svagere.

I længden blev underdrivelserne overdrevet, som den australske kritiker Clive James engang bemærkede. Gertrude Stein var lidt grovere i det og sagde om Hemingway: »Selv da han var ludfattig, overdrev han hullerne i sit tøj.«

Måske netop derfor er I vor tid stadig, et århundrede efter sin udgivelse, værd at give sig i kast med. At læse disse noveller er som at deltage i tilblivelsen af det 20. århundredes mest genkendelige litterære stemme. Som at møde kunstneren Hemingway, før han forvandlede sig til myten Hemingway. Resten er støj.

»I vor tid« er senest genudgivet i 2021 af Lindhardt og Ringhof i Poul Borums oversættelse fra 1981.