Taler, tarteletter og taknemme­lighed

Kirkeklokkerne klinger højt under den blå himmel. Det er en smuk solskinsmorgen ved Sankt Lukas Kirke i Aarhus, og en flok unge drenge og piger kommer søvnigt dryssende til den ugentlige konfirmations­forberedelse. De ligner allesammen lidt hinanden. Pigerne har lange hestehaler og pæne sneakers på. Drengene har pjuskede frisurer og Apple-hovedtelefoner i ørene.

Der er stadig et godt stykke tid, før de skal konfirmeres – det er først i slutningen af maj – men det er en dag, som de har tænkt over længe. Alligevel bliver der stille, da præsten fortæller, at jeg er journalist for Faktisk og er kommet for at spørge dem om, hvordan de har planlagt deres konfirmationsfest.

»Spørg min mor,« mumler en dreng på bagerste række.

En anden dreng fortæller, at hans konfirmation skal holdes på samme sted som hans forældres bryllup og hans egen barnedåb. Det er ikke til diskussion.

»Det der med, at vi nu træder ind i de voksnes rækker ... det er lidt volapyk. Det kan være, jeg får en smule mere selvbestemmelse, når jeg fylder 18 år,« siger han med et skævt smil.

Hans sidemand har lidt mere at skulle have sagt om sin fest.

»Det er mine forældre, der planlægger den, men jeg godkender,« slår han fast, inden de går i gang med dagens lektion.

I dag skal de finde salmer til kirken. Skinger orgelmusik lyder fra mobiltelefonerne, mens de leder.

»Hvad fanden var det nu, det var for en?« lyder det.

Præsten er en ung kvinde ved navn Mia Schmidt-Mikkelsen. Hun virker ikke spor irriteret over de bandeord, der smutter ud indimellem. For hende handler konfirmations-forberedelserne ikke om, at de unge skal lære en hel masse om Bibelen eller vise sig som artige kristne børn. I stedet ønsker hun, at de skal få kirkens stemning ind i kroppen.

»Det her er ikke et sted, hvor de skal præstere. Her er det okay at være i tvivl og bare spørge,« forklarer hun mildt.

Blomstret nederdel

Alligevel er det tydeligt at mærke på dagens første kuld konfirmander, at de ser forberedelserne som en slags eksamen. De virker ivrige efter at give de rigtige svar. Og det gælder også, når det kommer til festen efter kirken. De unge lader til at følge samme skabelon, med småbitte variationer.

»Jeg skal have en blomstret nederdel og bluse på i stedet for en hvid kjole,« fortæller en af pigerne. »Det er meget fedt at kunne vise, hvem jeg er på den måde.«

Hendes veninde nikker enigt.

»Man kan godt gøre det til sin egen fest, selvom det følger traditionerne. Jeg har for eksempel valgt, at jeg vil sidde sammen med mine venner,« siger hun.

Præsten Mia tror ikke, at de unge mangler fantasi, men at de følger denne skabelon, fordi de faktisk gerne vil have, at festen er et ritual ligesom ceremonien i kirken.

»Mange af de unge vil rigtig gerne træde ind i traditionerne og fællesskabet,« siger hun til mig, mens de pæne unge mennesker pakker sammen.

Der er unge, som ikke vil konfirmeres i kirken, men i stedet holder humanistisk konfirmation, nonfirmation eller ungdomsfest. Men uanset hvad, så minder festerne alligevel meget om hinanden. Det fortæller Dorthe Refslund Christensen, som er forsker i kultur og traditioner ved Aarhus Universitet. Ud over at vide en masse generelt om ritualer og konfirmationer står forskeren selv midt i ræset. Sidste weekend skulle hun til hele fire konfirmationsfester, og hendes egen datter skal konfirmeres humanistisk i år.

»Hvis man siger, at de unge selv vælger, så er det ofte en halv sandhed,« siger hun.

Men ifølge hende er det ikke kun på grund af skrappe forældre.

»Jeg vil kalde det en rituel rådvildhed. Familierne ved ikke, hvad de ellers skulle finde på. Og det smukke ved traditioner er jo netop, at det er genkendeligt. Fordi det er nogle rammer, som er afprøvet mange gange før, kan vi trygt læne os ind i dem,« siger hun.

Det passer jo meget godt med det pæne hold konfirmander, jeg mødte om morgenen.

Pikachu i kirken

Senere på dagen møder jeg et nyt kuld konfirmander i Vor Frue Kirke inde i midtbyen.

Denne gang er det en mere blandet og fræk flok. De ligner ikke hinanden så meget og er meget mere højtråbende og pjattede. Her er der også et par lidt mere kreative idéer til festen. En af drengene skal ud at sejle speedbåd på dagen. En mørkhåret pige forklarer, hvordan hun har lavet invitationerne personlige.

»Jeg elsker teater, så invitationerne er lavet ligesom billetter med stregkode og et billede af mig,« siger hun stolt.

»Jeg skal have et jazzband til at spille til min fest,« siger hendes lyshårede veninde. Præsten Mia prøver at få ro og spørger ud:

»Tror I egentlig, der er nogen regler for, hvad man må have på i kirken?«

»Må man have burka på?« griner en af drengene fjoget.

»Hvis der skulle være regler, så skulle det måske være en lang hvid kjole for alle – også drengene – ligesom til barnedåben,« siger præsten. »Men der er faktisk ikke nogen regler. I må være klædt ud som Pikachu, hvis I vil.«

»Årh, det vil jeg!« råber en af drengene og finder sin mobiltelefon frem for at skrive det forslag til sin mor. Da han er færdig med at skraldgrine, trækker han dog i land igen.

»Hvis der virkelig var helt frie tøjler, ville jeg nok alligevel gerne komme i pænt tøj. Altså, jeg ved ikke, om jeg ville vælge et jakkesæt, hvis det ikke var en tradition.« Han ser lidt tænksom ud.

»På en måde ville det også mangle lidt så. Det ville ikke føles rigtigt,« siger han.

Traditionens pris

Ifølge Dorthe Refslund Christensen er det en hårfin balance at følge traditionerne og få festen til at føles som den unges egen dag.

»De unge mennesker vil gerne ritualerne, men de kan også få deres identitet i klemme,« siger forskeren.

»Jeg oplever familier, hvor der er et ret stort pres på, at alting skal være, som det plejer i forhold til bordplaner, tale og gæster.«

Men der er også en smule oprør fra de unge. For mange familier går en af forhandlingerne på, om konfirmanden må få venner med til festen. Men der er stadig nogle, hvor det kun er familien – hele familien. Det kan betyde, at der også skal sendes en invitation til mors fjerne fætter fra Fyn, som den unge måske slet ikke kender.

»Jeg har hørt om eksempler på konfirmationsfester, hvor den unge ikke kan lide den mad, der bliver serveret,« siger Dorthe Refslund Christensen.

Da jeg spørger de snakkesalige unge om menuen, lyder svaret prompte:

»Alle skal bare have tarteletter,« siger en høj dreng med et stort smil, mens hans venner griner og nikker.

»Jeg har givet veto til laks,« siger en anden dreng. »Det er det eneste, jeg har sagt nej til!«

»Vi skal have vildt meget laks,« griner hans sidemand.

Traditionen har bare den pris, at man må indgå kompromiser, mener forskeren. Men traditionerne ændrer sig også en lille smule for hver konfirmation.

»De unge bidrager til at udvikle dem,« siger hun. »Og ofte er det små ting, der skal til, for at de føler, at der er den rette balance mellem genkendelighed og nyskabelse.«

En pige på bagerste række skærer igennem drengenes teenage-stemmer.

»Jeg synes, det er rart, at der er nogle rammer,« siger hun seriøst. »På den måde skal jeg ikke være bekymret for, om jeg kommer til at være helt overdressed i forhold til de andre. Jeg har ikke lyst til at skille mig alt for meget ud.«

Drengen, der før pjattede om Pikachu-kostumet, giver hende ret.

»Jeg ville heller ikke kunne magte det, hvis jeg selv skulle finde på det hele og planlægge en fest fra bunden. Det er ikke kun krav fra mine forældre – det er også en hjælp,« siger han. Så kigger han nervøst på sin telefon.

»Det er min mor, der ringer. Hun er nok lidt træt af den sms om Pikachu,« siger han med et grin.

Til traditionel konfirmationsfest

Gæsterne er familie, faddere og nære venner af konfirmandens forældre. Alle er nydelige i tøjet.

Gaverne er ikke ligesom fødselsdagsgaver, som man lige står og ønsker sig. I stedet er det ofte mere voksne ting, som man kan have i mange år. I mange familier er der også tradition for at give arvestykker, for eksempel et smykke eller et ur. Det signalerer, at det nu er konfirmandens tur til at tage ansvar i familien ved at tage vare på den fine, gamle genstand. Konfirmanderne giver hinanden en lang rød rose eller et telegram, som er et kort med en hilsen, og måske lidt penge.

Taler og sange bliver holdt i løbet af middagen af forældre, faddere og muligvis andre. Til desserten siger konfirmanden tak til sine forældre og gæster i en takketale eller med en sang.

Maden består af velkomstdrinks, forret, hovedret, dessert og måske natmad. Den serveres på pyntede borde. Ofte står bordene i en hestesko med konfirmanden siddende i midten, mellem sin mor og far.