Fredag den 13. februar 2026 bragte Information en stærkt kritisk kommentar af Steffen Groth om »en misvisende historie« i Weekendavisen. Den rev angiveligt tæppet væk under artiklen »Broderskabets lærde brødre«, bragt 18. juli 2025, om to rapporter, der beskriver, hvordan amerikanske Georgetown University er blevet infiltreret af den islamistiske bevægelse kendt som Det Muslimske Broderskab.

Vi beklager fejl i artiklen, herunder utilstrækkelig efterprøvning og upræcise formuleringer. Men vi fastholder den centrale historie: at ACMCU-centret er tæt filtret sammen med det såkaldte Safa-netværk.

Her følger svar på Groths kritik:

For det første underforstås det i Groths kritik, at Det Muslimske Broderskab udelukkende er den oprindelige sunniislamistiske organisation, grundlagt i 1920ernes Egypten. Dermed gør han sagen nemmere for sig selv. Benævnelsen Det Muslimske Broderskab refererer i dag til personer, organisationer, bevægelser og partier lige fra det tyrkiske regeringsparti til terrorbevægelser som Hamas og al-Qaeda. Det kan en simpel googlesøgning fortælle. Det er en ideologi, der er udbredt i hele verden, også Danmark, som man kan læse i Berlingske. Den arabiske stat Qatar er ikke, som det påstås i Informations artikel, i opposition til Det Muslimske Broderskab. Qatar huser både Hamas og The International Union of Muslim Scholars, der organiserer islamistiske organisationer verden over og er grundlagt af Yusuf al-Qaradawi. En stor del af den kontroversielle mellemøstlige støtte til skoler, moskeer og universiteter i Vesten kommer fra Qatar.

Vi beklager den manglende præcision: Når vi omtaler Det Muslimske Broderskab, er det ikke den oprindelige organisation i Egypten, men det løse netværk af stater, bevægelser og organisationer.

For det andet afskriver Groth Middle East Forum, der står bag den mest substantielle rapport, som utroværdig, da det er »en kontroversiel konservativ tænketank«. Det er sandt, men det afgørende må være substansen i rapporten, ikke institutionens rygte.

For det tredje kritiserer Information, at vi omtaler Safa-netværket som Det Muslimske Broderskab i USA. Det er desuden svært at finde henvisninger til netværket på nettet, skriver Groth.

Ifølge MEF-rapporten og dens ene forfatter, Sam Westrop, er Safa-netværket en række organisationer registreret omkring et lille antal adresser i USA og kontrolleret af de samme mennesker med indflydelse på ACMCU på Georgetown University. Forbindelsen »er ubestridelig«, fastholder han, da vi kontakter ham igen i denne uge. »Det er en semiautonom forgrening af Det Muslimske Broderskab i USA.«

Steffen Groth antyder også, at Westrop er utroværdig. På baggrund af kritikken i Information har vi kontaktet den italienskfødte amerikaner Lorenzo Vidino, som ligger på linje med Westrop. Han leder programmet for ekstremisme på The George Washington University og er den mest indsigtsfulde ekspert i Det Muslimske Broderskab.

Ifølge Vidino findes Safa-netværket stadig: »De amerikanske myndigheder har længe identificeret Safa-netværket som Det Muslimske Broderskab i USA. Det er en offentlig kendsgerning. Netværket er mere aktivt end nogensinde.« Han siger også, i lighed med MEF-rapporten, at flere af organisationerne i netværket donerer penge til ACMCU.

Vi har igen kontaktet terrorforsker Magnus Ranstorp fra Försvarhögskolan i Sverige, der optrådte i vores kritiserede artikel. »Jeg har læst rapporten,« forklarer Magnus Ranstorp. »Og hvad angår de dele, jeg har indgående indsigt i, stemmer oplysningerne; i særlig grad dem, der handler om ledelsen i det kontroversielle, pseudoakademiske Bridge Initiative«.

For det fjerde lyder kritikken, at Weekendavisens artikel indeholder påstanden om, at forskningscenteret ACMCU »de facto skulle være styret af Det Muslimske Broderskab, og at broderskabet skulle have kanaliseret milliarder til Georgetown«. Vi skulle have tydeliggjort, at ACMCU ifølge rapporten fra Middle East Forum er infiltreret af Safa-netværket, og at dets islamistiske ligesindede i Qatar har støttet Georgetown med milliarder. Groth efterspørger dokumentation for, »at Safa-netværket har haft indflydelse på Qatar Foundations milliarddonationer«. Rapporten dokumenterer væsentlige personforbindelser mellem Qatar Foundation og Safa-netværket, og den viser også, at Safa-netværket har støttet ACMCU, men vi kan ikke dokumentere den konkrete indflydelse på Qatars donationer.

For det femte kritiserer Groth Sam Westrop for ikke længere at stå ved udtalelserne til Weekendavisen. Det var en fejl ikke at gøre klart, hvad Westrop sagde i et interview, og hvad man kan læse i selve rapporten. Men vi har igen taget kontakt til Westrop, og han insisterer på, at han står inde for de udtalelser, han gav til os i sommer.

Kort sagt: For Weekendavisen er både nuancer og præcision i journalistikken afgørende. Det levede vores artikel absolut ikke op til, og det beklager vi. Men vi fastholder den vigtige historie, at den amerikanske ideologiske gren af Det Muslimske Broderskab har stor indflydelse på forskningscentret på Georgetown University.