Patrulje på fire ben

Kristian slukker lyset, så ride­huset ligger hen i mørke. Solen er endnu ikke stået op udenfor. I den ene ende af hallen holder en sort fir­hjuls­trækker. Han starter bilen og lader lygter og motor stå tændt. I mørket kan man skimte dampen fra de tre store dyr. De pruster og slår sig let i tøjret, da de nærmer sig bilens lyskegler, men går pænt forbi. »Rigtig godt! Vi tager en tur mere! Næste gang må I gerne komme tættere på fronten af bilen!« råber han til de tre ryttere.

I de frostkolde morgentimer på en hemmelig adresse på Amager er politiets nye enhed ved at tage form. Ny er måske så meget sagt. Allerede i 1882 fik Københavns Politi sin første beredne afdeling. Siden da er rytteri-sektionen blevet nedlagt og genoprettet ad flere omgange. Senest blev afdelingen lukket i 2012, da man fra politiets side mente, at pengene kunne bruges bedre. Men efter pres fra Dansk Folkeparti blev der afsat penge på Finansloven for 2018 til at få hestene tilbage på gaden. Politiet sadler nu op igen. Indtil videre består det lille hold af seks ryttere og fire heste. Planen er at ende med 20 politiheste.

Denne morgen er fire af rytter-betjentene til stede i den kolde ridehal, hvor hestene skal trænes til politiarbejde. Mie, Line og Rikke er i sadlen, og Kristian render rundt i sandet og sætter forhindringer op. Han er den eneste af de fire, der var en del af den tidligere rytterisektion, der var i tjeneste fra 1998 til 2012. Kristian var med alle årene og glæder sig over, at hestene er tilbage i politiet.

»Det er den bedste tjenesteform, der findes, synes jeg. Der er masser af andre ting, der er spændende i politiet, men den kontakt, man har til borgerne, kommer ikke lettere, end når man er til hest,« siger han.

Det lader hans tre kvindelige kollegaer til at være enige i. De mange smil, der møder dem på gaden, er en væsentlig grund til, at de har valgt at skifte patruljebilen ud med de ædle gangere.

»Jeg har aldrig nogensinde fået så mange positive reaktioner i politiet som i de måneder, vi har været i gang her,« siger Rikke, der kommer fra et job i politiets vagt­central.

»På et tidspunkt blev jeg også bare mættet af alt det der konflikt og dårligdom. Jeg kommer mere glad hjem af alle de positive oplevelser i rytterkorpset.«

Frygtløse heste

De seks betjente er blevet udvalgt til jobbet blandt mere end 40 ansøgere. Fælles for dem er, at de har den helt rigtige blanding af ridefærdigheder og menneskelige kvaliteter. Og evnerne i sadlen er ikke vigtigere end evnen til at snakke med folk på gaden. Det unikke ved at være betjent til hesteryg er netop den tætte kontakt til folk. Alle kommer og vil hilse på. Selv de, der ellers ikke bryder sig om politiet, bliver blødt op ved synet af de majestætiske dyr, fortæller betjentene.

Også hestene er fundet blandt mere end 100 kandidater. Langt de fleste blev sorteret fra ved sundheds­tjekket, for selv den mindste skavank udelukker hesten. Det er ikke så ligetil at finde den helt perfekte hest til politiarbejdet. De ud­­valgte heste er tre af racen Dansk Varmblod og en enkelt Oldenborg.

»Vi vil gerne have en hest, der fylder lidt, og som præsenterer sig godt,« siger Kristian.

Men endnu vigtigere end hestens statur er dens sind. Hesten skal kunne holde hovedet koldt, når det spidser til. Den skal ikke nød­­vendigvis kunne det hele fra start, men betjentene skal kunne se et potentiale i hesten. Med tiden skal den gerne tilegne sig en god portion frygt­­løshed.

»Deres første instinkt er at flygte fra fare. Det skal vi have undertrykt,« siger Kristian. »Vi skal have jagtinstinktet frem i stedet.«

De tre brune vallakker kommer gående på række hen langs ridehusets barriere. Kristian har lagt et stykke farvet pap ud på jorden. Lines hest går roligt hen over det.

Den næste i rækken er Rikke. Da hesten når papstykket, bliver den nervøs og stopper op. Mie og hendes hest presser på bagfra, og hesten må videre. Pludselig sætter den i et voldsomt spring hen ­over papstykket. Rikke holder godt fast på hesten, der letter en meter fra jorden. Hun bliver siddende i sadlen.

»Jeg synes, det er mig, der får lov at arbejde for pengene i dag,« siger hun og puster ud.

»Du må have klister i sadlen,« griner Line.

Miljøtræning

Stablede papkasser, politiafspærringer, tomme plastik­flasker på jorden og en bil med tændt motor i tom­gang er nogle af de forhindringer, som hestene må igennem.

Hestene skal nemlig miljø­trænes, som det hedder. De skal vænnes til byens pludselige lyde, trange gader og bil­lygternes skarpe modlys i aften­timerne. Det er ikke dem alle, der er lige trygge ved situationen.

»De er jo taget lige fra en mark, hvor de har haft et typisk heste­liv. Så det er noget helt andet at komme ud i et by­miljø med masser af mennesker,« siger Kristian.

Miljøtræningen i ridehuset er ikke nok. Hestene er ofte ude på ture i lokalområdet på Amager. De går på kirkegårde og i parker, som er en slags byer i miniformat med stisystemer og tæt kontakt til mennesker. Det er en blød overgang fra livet på marken til byens trængsel og larm.

At træne politiheste er en proces, der kræver tålmodighed. Det tager omkring et år at træne en politihest op, og det skal gøres skridt for skridt, så hestene ikke får dårlige oplevelser, der sidder i dem resten af deres tid.

»Det handler om ikke at forskrække dem. De skal kunne kapere det, vi udsætter dem for,« siger Kristian.

I dag er hestene i dén grad blevet testet. Især Rikkes hest har været utryg ved nogle af ud­fordringerne. Derfor stopper de træningen en halv time før tid og samles midt i ridehuset. De stiller sig, så de tre heste har ryggen til hinanden og kigger mod hver sit verdenshjørne med rytterne på ryggen. I midten står Kristian. Med dæmpet stemme beder han rytterne lukke øjnene.

»Træk vejret helt ned i maven. Lad skuldrene hænge. Mærk efter, om hesten hviler på alle fire,« siger han.

Der bliver stille i den store hal. Bortset fra Kristians stemme høres kun en rislen af smeltende is på taget. Det er vigtigt at slutte af på den måde, forklarer han. Hest og rytter skal have et roligt øjeblik til at komme ned i gear. De pludselige skift er en del af jobbeskrivelsen.

»En god politi­hest er en hest, der kan komme hurtigt op i gear, men som også kan komme hurtigt ned,« siger Kristian.

Stop tyven

Med dagens træning veloverstået og hestene tilbage i stalden har de fire betjente søgt ind i en varm skurvogn for at holde pause. Over kaffen og et stykke kringle fortæller veteranen Kristian røverhistorier fra sin tid i den tidligere rytteri­sektion. Om dengang han fangede en indbruds­tyv, der var brudt ind i Magasin.

»Lige pludselig kom han farende ud som en raket. Jeg satte hesten i galop direkte hen mod ham. Så smed han tasken og stak hænderne over hovedet. Men han havde heller aldrig haft en chance. Vi havde fået ham ligegyldig hvad,« siger Kristian selv­sikkert.

Det ridende politi er nemlig ikke kun til pynt, forsikrer han. Det hører man ellers tit, bliver de hurtigt enige om rundt om bordet. Nogle kollegaer har en tendens til at se af­delingen som en kranse­­kage­­figur. Det er fint med de venskabelige drillerier, men mange af for­­dommene om deres arbejde kommer af uvidenhed, synes betjentene fra rytterkorpset.

»Nogle glemmer, at vi er uddannet fra samme politi­skole og har lavet de fuldstændig samme opgaver som dem,« siger Mie. »Vi har kørt rundt til de samme voldsomme sager og lavet konflikt­løsning. Nu sidder vi så på en hest, men vi har jo stadig al den gamle faglighed med os.«

Dyr i tjeneste

I Danmark har vi med oprettelsen af rytteri-sektionen igen fået heste i politiet. De slutter sig til politihundene, der har været en del af politiet i mere end 120 år. Men rundtom i verden er andre mere eksotiske dyr med til at sikre lov og orden.

På en politistation i den japanske by Kyoto har man optaget en kat i politistyrken. Katten Lemon er mest af alt en maskot for politiet, men den tager også del i politiarbejdet. Lemon skal berolige ofre for ubehagelige oplevelser.

I USA har hæren siden 1960erne trænet delfiner til at udpege undervandsminer. De kan også finde og advare mod fjendt­lige dykkere. Delfinerne har del­taget i flere krige og er stadig aktive i dag.

I Holland var man for et par år siden tæt på at sætte et hold havørne i tjeneste. De blev trænet til at jage og nedlægge små droner, hvis man frygtede, at dronerne spionerede eller bar spræng­stof. Men træningen af ørnene viste sig at være meget dyr, og det var ikke altid, at de store fugle makkede ret. Man valgte derfor at lukke programmet.