d Dissektion

Hvis du har lyst til en lidt anderledes søndagsoplevelse, kan du tage på Zoologisk Museum i København og se et dødt dyr blive skåret op. Det lyder måske lidt makabert, men dissektion er en vigtig del af biologi og lægevidenskab. At dissekere betyder bare at skære noget i stykker, og det er netop, hvad man gør ved en dissektion. Med omhyggelige snit lukkes der op for alle de hemmeligheder, der gemmer sig bag hud og hår.

Dyr og menneskers anatomi, altså deres kroppes opbygning og funktioner, er i århundreder blevet undersøgt ved hjælp af dissektioner. På den måde kan forskere undersøge både sygdomme og raske organer. I skoler prøver eleverne i de store klasser nogle gange selv at dissekere frøer eller andre små dyr. Det hedder også dissektion, hvis man skærer en plante op for at undersøge dens indvendige sammensætning.