Weekendavisen har et grundlæggende løfte til vores læsere: Det er os, de får. Vores avis er tænkt og skrevet af mennesker til mennesker, og journalistikken er og skal være farvet af vores individuelle personlighed, nysgerrighed og nærvær. Det gælder både i papirform og i nye digitale formater.

Vi er ikke fremmede for at bruge ny teknologi i vores journalistiske arbejde, men vi tror på, at både idé-, research- og skriveprocessen er uløseligt forbundet med det at tænke. Det er i det møjsommelige arbejde med sproget og kilderne, at avisen bliver til og lever. Det gælder fra første tanke til den færdige journalistik og kommer til udtryk i vores individuelle ordvalg og skrivestil, vores måde at argumentere på, vores arbejde med billeder og scener, vores interne diskussioner og vores forskellige måder at møde mennesker og verden på.

Hvad der ligner en nem teknologisk genvej, kan derfor hurtigt vise sig at kortslutte hele den proces, der er selve avisens fundament. Det kan i virkeligheden formuleres meget simpelt: Hvis ikke vi tænker selv, er vi ingenting.

Derfor har vi udarbejdet retningslinjer om brugen af kunstig intelligens på Weekendavisen, som skal værne om avisens ånd, udtryk og troværdighed. De kan overordnet opsummeres helt kort: Vi bruger ikke AI, når vi skriver; vi bruger det med omtanke, når vi researcher.

1. Idéfasen: Vi tænker selv og bruger hinanden

Det kan virke uskyldigt at bede en AI-tjeneste om at pitche ti gode idéer til en fed artikel i Weekendavisen eller en overraskende vinkel på en aktuel historie. De enkelte idéer kan også være udmærkede.

Men problemet opstår allerede, når vi som journalister udliciterer en betydelig del af vores idéudvikling til kunstig intelligens: Med tiden bliver vi dårligere til selv at tænke og udvikle idéer. Vi bliver dovne. Vi vænner os til, at den kunstige intelligens kan tænke kreativt for os og undergraver dermed vores egen position og vores særpræg som avis.

Det er derfor ikke tilladt at bruge kunstig intelligens til at producere idéer og pitches til konkrete historier.

I stedet skal vi, som vi altid har gjort, deltage aktivt i redaktionsmøderne. Tale med vores kollegaer og redaktører. Læse, lytte og se en masse journalistik, videnskab, bøger, film, podcast og serier fra ind- og udland. Tage ud i verden og tale med mennesker uden for huset.

2. Researchfasen: Vi bruger AI som en bibliotekar

I researchfasen åbner kunstig intelligens for et væld af muligheder og faldgruber. En god tommelfingerregel er, at man skal bruge tjenester som Gemini som en bibliotekar eller en studentermedhjælper: De kan hjælpe med at finde materiale frem. De kan også hjælpe med at gennemgå materialet. Men i sidste ende er det hverken bibliotekaren, studentermedhjælperen eller AIen, der lægger navn til artiklen. Det er skribenten. Vi er derfor nødt til selv at gå til kilden for at læse, se eller høre – og forstå – materialet.

Researchfasen kan inddeles i forskellige metoder:

a. Søgning og identifikation af kilder

Alt, hvad vi normalt ville søge os frem til, kan vi også chatte os frem til med en AI. Vi skal dog altid selv konsultere og kontrollere kilden (læse i rapporten, se dokumentaren, høre podcasten og så videre). Vi må aldrig tage et AI-genereret resume, specifikke citater, kilder eller lignende for gode varer og bruge det i en artikel.

b. Overblik

AI-tjenester kan også benyttes til at skabe et indledende overblik i en sag, konstruere en tidslinje eller kortlægge forskellige positioner i en debat. Igen er det vores ansvar at efterprøve resultaterne, som både kan være misvisende og mangelfulde. Et svar fra en AI er aldrig endepunktet, men udgangspunktet for vores egen research.

c. Analyse

Hvis vi sidder med et omfangsrigt materiale, kan AI hjælpe med at gennemgå, analysere og skabe overblik. Det kan være en aktindsigt, en samling af videnskabelige studier eller andre dokumenter, hvor vi er interesseret i bestemte spørgsmål, sammenhænge eller forskelle. Også her er vi ansvarlige for at gennemgå og efterprøve resultaterne. Vi kan ikke stole på svaret fra en AI, men vi kan få en idé om, hvor vi skal lede for at finde svar på vores spørgsmål.

d. Interviewforberedelse

Det kan være fristende at fodre en AI-tjeneste med en bog eller en række artikler af – eller om – en person, vi skal interviewe til avisen, og bede den om at producere en spørgeramme til interviewet. Det er ikke tilladt.

Interviewets retning og kritiske nerve skal defineres fuldstændig af journalisten. Forberedelsen til interviewet er en væsentlig del af den journalistiske proces, som forudsætter, at vi selv sætter os ind i stoffet og tænker på baggrund af dette. Hvis ikke vi selv læser materialet, og hvis ikke vi formulerer vores egne spørgsmål, er der en overhængende risiko for, at interviewet bliver generisk og mangler personlighed og nærvær.

e. Oversættelse

AI-tjenester kan benyttes til at oversætte citater fra engelsk eller andre sprog. Oversættelsen må dog kun betragtes som et udkast. Vi skal selv gennemgå oversættelsen grundigt sætning for sætning. Det er os selv, der har ansvaret for, at oversættelsen er korrekt.

3. Skrivefasen: Brug IKKE en AI

Når det gælder skrivefasen, er der én regel: Vi skal skrive alt selv. Tekst, der er produceret af en kunstig intelligens, strider fundamentalt mod Weekendavisens ånd og løfte til læserne. Det gælder både enkelte sætninger og hele afsnit eller artikler. Det er os, de skal læse – ikke en kunstig intelligens.

4. Redigeringsfasen: Brug redaktøren og hinanden

Når hele eller dele af teksten er færdige, er det også fristende at bruge AI som et sprogligt redigeringsværktøj. Det er ikke tilladt.

Som nævnt under det foregående punkt om skrivefasen, er vores løfte til læserne, at det er os, de læser – og ikke en AI. Det er derfor en glidebane, hvis vi lader AI-værktøjer komme med forslag til alternative formuleringer, sætningskonstruktioner og lignende.

Vi taler i stedet med kolleger og redaktører, når en tekst er færdig og har brug for andre øjne.

Senest opdateret august 2026. Retningslinjer revideres og opdateres løbende.