Der er højt tempo fra første sekund af Asterix og trylledrikkens hemmelighed. Det er den tiende animationsfilm om Asterix, Obelix og de øvrige gallere, der holder stædigt stand mod Cæsars besættelsesmagt i en lille landsby i et hjørne af det enorme Romerrige.

I filmens første scene svinger landsbyens druide Miraculix sig hjemmevant rundt i trætoppene i den tætte skov omkring landsbyen. Han er på jagt efter mistelten. Det er en af ingredienserne i den trylledrik, han brygger til sine landsmænd, så de får superkræfter og kan banke romerne, når det er nødvendigt.