Nu er det endelig alvor. Efter ti år kulminerer Marvels filmunivers i den sidste og største af alle slutkampe. Alle de forbundne historier bliver samlet. For Thanos fra Titan er ved at samle seks magiske sten, som vil give ham guddommelig magt, når de sidder i evighedshandsken. De seks ædelsten koncentrerer Bevidsthed, Sjæl, Rum, Energi, Tid og Virkelighed. De har hver sin klare, flotte farve. I tegneserierne er der somme tider en syvende sten, Ego, som gør en stor forskel.

Evighedshandsken er smedet samme sted og af samme stof som Thors hammer. Men Thor er nede, og Loke er død. Asernes smedje er lukket. Kun Peter Dinklage – som plejer at spille Tyrion Lannister i tv-serien Game of Thrones – pusler rundt i det tærede maskineri. Lysets kræfter er i knæ. Så fra alle hjørner af universet kommer heltene hjem. Tony Stark (Iron Man) samler Avengers -holdet og lærer Dr. Strange og Wong at kende – de bliver ikke gode venner sådan lige med det samme. Heltene fra Guardians of the Galaxy følger efter Thanos til Jorden.