Da jeg var lille, mistede jeg min storesøster. Altså, hun døde ikke eller noget. Men hun blev en anden. Den ene dag var hun en legekammerat, en livsledsager, nogle gange en ærkefjende. Den næste var hun et fremmed væsen.

Pludselig legede hun ikke mere, hverken med mig eller med sine venner. Hendes værelse blev forbudt område, hun talte mest i enstavelsesord og bebrejdelser, og hun interesserede sig for de mærkeligste ting. Drenge, for eksempel. Ikke sådan nogle små nogle som mig – store, ludende lømler med dun på overlæben og stemmer i overgang. Sådan er det, når man kommer i puberteten, fortalte mine forældre mig. Det er helt naturligt. Men jeg syntes altså, det virkede ret unaturligt.