Drilske bogstaver

Da Karla Victoria Eske Sindby gik i 3. klasse, begyndte skoledagene virkelig at blive svære. Hver dag skulle eleverne sidde og læse i 20 minutter. Mens de andre børn hev deres tykke Harry Potter-bøger frem, sad Karla stadig med små hæfter fra 1. og 2. klasse.

»Jeg begyndte bare at lade, som om jeg læste, indtil tiden var gået,« siger hun.

Dengang vidste Karla endnu ikke, at der var en grund til, at læsningen var så meget sværere for hende. I dag er Karla 12 år, og nu ved hun, at hun er ordblind. Det fik hun at vide sidste år. Ordblindhed gør det sværere at læse og skrive.

»Jeg staver på lyd,« forklarer hun. »For eksempel ordet »meget« – det kommer jeg altid til at stave m-a-g-e-t.«

Weekend bliver til w-i-g-e-n-t, og det gik rigtig galt engang, hvor hun skrev en stil om en kaktus.

»Pigge staves med g, men jeg kom til at skrive det med k. Og så betyder det jo noget helt andet.« Hun griner højt.

Madopskrifter og vejskilte

Det anslås, at cirka syv procent af befolkningen er ordblinde. Det svarer til cirka to elever i en almindelig skoleklasse. Mange ved det bare ikke selv. I det hele taget aner de fleste danskere ikke, hvad det vil sige at være ordblind.

»Det er lidt dumt, at det kaldes for ordblindhed, for så tror folk, at jeg ikke kan se ord ordentligt. Og det er jo ikke det, der er problemet,« siger hun.

Dysleksi er den rigtige betegnelse. Vanskeligheden med at læse og skrive skyldes, at der mangler nogle småbitte centre i hjernen. De centre skulle ellers stå for at forvandle de skrevne ord, som øjnene ser, til de lyde, som vi opfatter som sprog. Det går også den anden vej, så ordblindes hjerner heller ikke er så gode til at lave sprogets lyde om til bogstaver og ord på papir.

»Jeg skal bruge min hukommelse, hver gang jeg skal skrive et ord,« forklarer Karla.

Der er større risiko for at være ordblind, hvis andre i familien også er det, og det rammer oftest drenge. Til gengæld har det intet at gøre med synet, eller hvor intelligent man er. Selvom de fleste ordblinde er normalt begavede, har de store problemer, ikke kun i dansktimerne.

»Det er svært at lave matematik og følge med i andre fag, når man ikke kan læse, hvad opgaven går ud på,« forklarer Karla.

Det er også en stor udfordring at lære engelsk med alle de nye stavemåder og ordlyde.

»Og jeg kan heller ikke læse undertekster på film. Jeg prøver bare at kigge på skuespillernes kropssprog og gætte, hvad det handler om.«

Og så er der alle de situationer i hverdagen, hvor man skal læse vejskilte, opskrifter, manualer og sms’er.

»Jeg er meget kreativ, for det bliver jeg nødt til at være. Jeg kigger mest på billeder, når jeg skal lave mad eller bygge noget, og så improviserer jeg bare,« siger Karla og viser sit skab frem.

De fleste andre af klassens skabe er bare grå, men Karla har udsmykket sin skabslåge både udvendigt og indvendigt. Hun har selv lavet små magneter med muslingeskaller og krystaller. Med store bogstaver står der skrevet på engelsk: Den måde du behandler andre på, siger meget om dig.

Kort lunte

Der gik lang tid, før Karla blev testet for dysleksi. Det var nemlig mest hende selv og hendes forældre, som lagde mærke til problemet.

»Min lærer sagde, at jeg bare skulle have det sjovt med at gå i skole, så skulle jeg nok lære at læse hen ad vejen,« siger hun og ryster på hovedet.

Hun kan stadig blive sur af at tænke på det, for det var ikke spor sjovt at gå i skole, og derhjemme blev hun uvenner med sine forældre over lektierne. Derfor var det en kæmpe lettelse, da hun i 5. klasse endelig fandt ud af, at hun var ordblind.

»Før havde jeg kort lunte. Nu har jeg fået meget mere energi og tjubang,« siger hun glad. »Det må være frygteligt, hvis det først bliver opdaget, når man er voksen.«

For nylig har en undersøgelse vist, at mange først finder ud af, at de er ordblinde, når de kommer i gymnasiet. For et par år siden blev det ellers vedtaget, at alle børn har ret til at blive testet, hvis der er mistanke om, at de er ordblinde.

Det er heller ikke alle skoler, der giver den rigtige hjælp. Som ordblind har man krav på særlig undervisning og forskellige hjælpemidler. Karla viser sin computer frem. Den er fyldt med klistermærke-emojis, som griner og græder og laver grimasser. På computeren er der særlige programmer for ordblinde. Med sin telefon kan Karla for eksempel scanne en side i den Harry Potter-bog, hun er ved at læse. Siden dukker så op i programmet, klar til at blive læst højt. Når hun selv skriver tekst, kan programmet komme med forslag, hvis hun ikke har stavet et ord helt rigtigt. Karla får også specialundervisning tre gange om ugen. Det bedste ved det er at møde andre ordblinde.

»Vi har det megahyggeligt,« siger hun.

Topmøde

»Det har virkelig gjort noget godt for mig at finde ud af, at jeg er ordblind,« siger Karla. »Jeg hviler meget mere i mig selv, og jeg kan mærke, at jeg bliver bedre.«

Derfor vil Karla gerne hjælpe andre børn med dysleksi. I foråret meldte hun sig til et særligt projekt hos Egmont Fonden. Hele 2018 vil fonden sætte fokus på ordblindhed, og derfor lavede de et børnepanel og afholdt et topmøde for ordblinde børn og unge.

»Det var optur! Jeg var en af de yngste, men når jeg snakkede med de andre om deres oplevelser, så var det præcis sådan, jeg selv har det,« siger Karla.

Sammen med de andre i panelet kom hun med forslag til, hvilke former for støtte man har brug for som ordblind.

»Jeg synes, det er noget, der skal sættes meget større fokus på i skolen,« siger hun. »Og til lærerne vil jeg sige, at de skal hjælpe deres elever og spørge dem, hvordan de gerne vil støttes.«

Til andre ordblinde er Karlas største råd, at man skal få det sagt højt.

»Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle være flov, og jeg synes ikke, man skal skjule det. Hvis du sidder i en klasse og er ordblind, så er der nok en anden, der også er det.«

Hendes egen klasse har taget positivt imod det. Karla var nemlig så modig, at hun bare stillede sig op og fortalte det. Nu hepper klassekammeraterne nærmest, når hun skal læse en svær tekst højt i klassen. Det behøvede hun egentlig ikke, men hun er fast besluttet på at blive bedre.

»Nogle bruger det som en undskyldning for ikke at lave noget i skolen, og det synes jeg er tarveligt over for os andre ordblinde,« siger hun. »Alle har deres kampe, men man kan ikke bare sige, at man ikke gider og give op. Det smækker bare én selv i nummeren.«

Men hun synes også, det er vigtigt at finde noget helt andet, man er god til, så man kan holde lidt fri fra bogstaverne. Karla pakker sin computer sammen for at gå på weekend. Hun skal til Berlin til karatestævne. Karla er nemlig én af Danmarks bedste til karate i sin aldersgruppe.

»Når man er ordblind, så er man vant til at skulle kæmpe hårdt og ikke give op.«

De er også ordblinde

Sara Blædel er forfatter og har skrevet mange kriminalromaner. Hendes bøger har vundet masser af priser og er udgivet i 34 lande.

Karsten Lauritzen er politiker i partiet Venstre. Han har været Danmarks skatteminister siden 2015.

Richard Branson er en britisk forretningsmand og milliardær. Han ejer blandt andet flyselskaber, pladeselskaber og butikskæder og er slået til ridder af den engelske dronning Elizabeth 2.

Skoler skal blive bedre

Det er vigtigt, at ordblinde børn får hjælp så tidligt som muligt, så de ikke kommer bagud i skolen eller får dårlig selvtillid. Men det går ikke så godt ude på skolerne. Klagenævnet for Specialundervisning skrev i en rapport i år, at skolerne siden 2015 har testet flere elever. De følger bare ikke op. De ordblinde får derfor ikke de rigtige hjælpemidler, så de kan lære alt det, de skal og vil.