Levned & meninger. Hvordan skal en pleaser holde balancen?
Linedans
Jeg er linedanceinstruktør. Det er aldrig noget, jeg har haft en ambition om at blive. Faktisk havde jeg aldrig prøvet det, før jeg pludselig stod på en scene foran flere hundrede mennesker iført lyserød pailletcowboyhat, knæhøje støvler og en lårkort, pink slangeskindskjole, der snoede sig så stramt om min krop, at jeg befandt mig et sted i grænselandet mellem Barbie og bordelmutter, mens jeg underviste i en dans, som jeg kort forinden havde lært på en youtubekanal drevet af et ungt ægtepar fra det amerikanske bibelbælte.
Nogle venner fra en såkaldt interdisciplinær, kollaborativ, bæredygtig og inkluderende nonprofitorganisation, der, hvis man ikke taler flydende zoomersk, også kaldes en organisation med permanent pengemangel, havde brug for en, der havde lyst til at instruere linedance gratis. Jeg har altid danset, og jeg kan sagtens tælle til otte uden at miste orienteringen. Men den egentlige grund til, at jeg blev udvalgt, er en anden: At jeg ikke kan finde ud af at sige nej.
Derfor blev det, jeg troede blot var en veloverstået vennetjeneste, min debut som linedanceinstruktør, og to måneder senere måtte cowboyhatten på igen. Denne gang foran tre gange så mange mennesker, side om side med manden, der stod bag den måske mest ukueligt muntre sang i den danske sangskat, Sikke’n dejlig dag-Stig Møller. Det var en dejlig dag, men også en dag, der skabte anledning til at spørge: Hvordan i alverden er jeg dog endt her?
Siden er invitationerne blevet ved med at komme. Firmafester, polterabender og fødselsdage. Denne sommer går turen vest for Storebælt til det danske Midtvesten, og cowboystøvlerne får endnu en sæson nu i den jyske muld. Jeg vidste ikke, at linedance var så eftertragtet en kompetence. Endnu mindre, at jeg tilsyneladende selv besad den.
DET ÆNDRER DOG IKKE på, at jeg grundlæggende ikke har nogen interesse i linedance, at jeg næppe ville have savnet den, hvis den aldrig var dukket op i mit liv, og at det aldrig har indgået i min forestilling om et godt liv at rende rundt og ligne Dolly Parton. Alligevel siger jeg ja hver gang.
Jeg har altid lidt af det, man bedst kan beskrive som en form for behagesyge. Den såkaldte pleaser-forbandelse har hvilet over mit liv, så længe jeg kan huske, og tidligt i livet mærkede jeg en særlig tilfredsstillelse i at få andre til at føle sig set. Hvis mit liv var en western, var jeg aldrig helten eller revolvermanden, men saloonejeren, der forsøgte at glatte stridighederne ud, mens de andre duellerede. For saloonejeren er sjældent historiens hovedperson, men ingen forestiller sig byen uden.
I de klassiske westerns er indehaveren af den lokale saloon som regel en lidt lavstammet, kraftigt bygget, midaldrende mand med pomadehår og et sirligt overskæg. Derfor kan det virke overraskende, at jeg, en kvinde i midten af 20erne, skulle spejle sig så meget i netop den figur. Men i modsætning til westernfilmenes få kvindeskikkelser – saloonpigen eller ranchkonen, som oftere fungerer som rekvisitter for mændenes fortælling end som handlende karakterer – er saloonejeren den eneste, der ikke har råd til at vælge side. Han lever af at holde døren åben for alle. Han holder sig på god fod med sheriffen såvel som de lovløse, kender alles hemmeligheder og forsøger med vekslende held at holde slagsmålene nede.
Selvom saloonejeren på mange måder er westernens diplomat, skal man ikke undervurdere hans diskrete magt. Han lever af, at alle forlader saloonen en anelse mere tilfredse, end de kom, og, vigtigst af alt, med lyst til at vende tilbage. Jeg må modvilligt indrømme, at jeg deler denne forretningssans. Jeg er bare en slags menneskehandler. Den slags, der handler med andres tilfredshed og bruger deres glæde som bevis på egen værdi. Det betyder, at jeg igen og igen siger ja til ting, jeg egentlig ikke har lyst til, og undertiden ender med selv at være den vare, der bliver handlet med.
JEG VILLE ØNSKE, at jeg kunne påstå, at min evige trang til at please andre mennesker udelukkende handlede om at gøre livet lettere for andre. At den udsprang af ren uselviskhed. Men saloonejeren holder ikke kun fred for gæsternes skyld. Han gør det lige så meget for sin egen. På samme måde fungerer min behagesyge. Som en infektion, der blusser op, hver gang jeg får fornemmelsen af, at nogen ikke kan lide mig. Jeg får en næsten uimodståelig trang til at reparere relationen, glatte ud, forklare mig, gøre mig mere nyttig, være sjovere og sige ja. Det kan muligvis klassificeres som den mest elegante form for egoisme: den, der ligner hensyn.
Derfor er min glitrende cowboyhat også en jahat. Ofte drømmer jeg om at være sheriffen, der uden tøven kan uddele et kontant nej. Men når jeg prøver at være det, får den dårlige samvittighed stadig det sidste ord, og et nej bliver til et ja. Indtil der ikke er mere at give af. Så kommer årtiers opsparede nej'er ud på én gang, og den venlige saloonejer får besøg af sin lovløse tvilling. Regibemærkning: Det er her i filmen, der klippes til et nærbillede af sammenknebne, kampklare øjne, mens Ennio Morricones musik til Den gode, den onde og den grusomme spiller i baggrunden.
Jeg bliver nok aldrig byens sherif. Det eneste, jeg er sikker på, er, at lige så lidt som jeg interesserer mig for linedance, lige så gerne vil jeg have, at andre mennesker har det godt. Eller måske mere præcist: at de har det godt med mig. Jeg er blevet bedre til ikke at skænke op, bare fordi nogen rækker glasset frem. Jeg har endda lært, at et nej ikke nødvendigvis får saloonen til at gå nedenom og hjem. Men jeg ved også, at hvis nogen har brug for en linedanceinstruktør i nærmeste fremtid, er der en altovervejende sandsynlighed for, at jeg møder op. Man lægger ikke sit værtskab fra sig fra den ene dag til den anden.
