Akademi. Som 17-årig fældede Theo Baker rektoren på Stanford University. I en ny bog giver den unge journalist et unikt indblik i korrumperingen af morgendagens tech-elite.
Herskerteknik
Stanford University er et nordcalifornisk eden, der tæller både palmetræer, eukalyptus, springvand og spanske bygninger og strækker sig over 33 kvadratkilometer. Her summer alt af kreativt potentiale. Det var her, en studerende ønskede at sende frække fotos, som hurtigt kunne forsvinde igen, og derfor opfandt Snapchat. Og det var her, i en studerendes garage, at Google blev født, mens Instagram opstod i universitetets alumnenetværk. Blandt de amerikanske virksomheder med en markedsværdi på mindst en milliard dollar, er de 17 procent stiftet af Stanford-dimittender eller -forskere.
Og mens den største akkumulering af magt og kapital har fundet sted i Silicon Valley få mil borte, er Stanford – techindustriens historiske akademi – blevet stadig mere eftertragtet. Investorer og kapitalfonde kæmper som rovdyr om det næste selskab, der kan vinde verden, og i dalen er der opstået en hel økonomi i at finde og finansiere Stanfords genier. Den enkelte studerendes årlige uddannelsesafgift er næsten 100.000 dollar, og kun 3,6 procent af ansøgerne kommer ind.
