Egentlig havde jeg tænkt mig at springe let hen over den første sæson. For i min anmeldelse af den danske Netflix-krimi Kastanjemanden fra 2021 skrev jeg, at vi her så nordic noir-genren størkne i sin egen form, og det var alligevel for tungt åg at placere på nakken af den nye sæson, særligt nu hvor den var blevet annonceret som en selvstændig fortsættelse. Den skulle have lov til at blive vurderet på egne meritter, tænkte jeg, men meget hurtigt blev det tydeligt, at det ikke var muligt. For Tælle til en, tælle til to, som den hedder, følger forgængerens dramaturgi så chokerende servilt, at jeg snarere skulle ende med at tænke på de to som næsten identiske tegninger på to stykker pergamentpapir lagt hen over hinanden, og det er ikke overraskende, når stregerne afviger, at den nye sæson fungerer bedst.

I midten af det hele har vi igen Naia Thulin. Hun lever stadig med nordic noir-drabsefterforskerens besværlige work-life-balance, og hun spilles stadig af den altid gode Danica Curcic. Til at begynde med insisterer hun på at deltage i den forældrecampingweekend, der er arrangeret i hendes teenagedatters skoleklasse, men vi ved jo godt, at hun ikke kommer med på den tur. For hun sættes på en til at begynde med undseelig sag om en skilsmissemor, der ikke har hentet sin datter hos faren, og som derfor er meldt savnet, men der går ikke lang tid, før arbejdet igen overtager Thulins liv.