Fredag den 13. februar 2026 bragte Information en stærkt kritisk kommentar af Steffen Groth om »en misvisende historie« i Weekendavisen. Den rev angiveligt tæppet væk under artiklen »Broderskabets lærde brødre«, bragt 18. juli 2025, om to rapporter, der beskriver, hvordan amerikanske Georgetown University er blevet infiltreret af den islamistiske bevægelse kendt som Det Muslimske Broderskab.

Vi beklager fejl i artiklen, herunder utilstrækkelig efterprøvning og upræcise formuleringer. Men vi fastholder den centrale historie: at ACMCU-centret er tæt filtret sammen med det såkaldte Safa-netværk.

Her følger svar på Groths kritik:

For det første underforstås det i Groths kritik, at Det Muslimske Broderskab udelukkende er den oprindelige sunniislamistiske organisation, grundlagt i 1920ernes Egypten. Dermed gør han sagen nemmere for sig selv. Benævnelsen Det Muslimske Broderskab refererer i dag til personer, organisationer, bevægelser og partier lige fra det tyrkiske regeringsparti til terrorbevægelser som Hamas og al-Qaeda. Det kan en simpel googlesøgning fortælle. Det er en ideologi, der er udbredt i hele verden, også Danmark, som man kan læse i Berlingske. Den arabiske stat Qatar er ikke, som det påstås i Informations artikel, i opposition til Det Muslimske Broderskab. Qatar huser både Hamas og The International Union of Muslim Scholars, der organiserer islamistiske organisationer verden over og er grundlagt af Yusuf al-Qaradawi. En stor del af den kontroversielle mellemøstlige støtte til skoler, moskeer og universiteter i Vesten kommer fra Qatar.

Vi beklager den manglende præcision: Når vi omtaler Det Muslimske Broderskab, er det ikke den oprindelige organisation i Egypten, men det løse netværk af stater, bevægelser og organisationer.

For det andet afskriver Groth Middle East Forum, der står bag den mest substantielle rapport, som utroværdig, da det er »en kontroversiel konservativ tænketank«. Det er sandt, men det afgørende må være substansen i rapporten, ikke institutionens rygte.

For det tredje kritiserer Information, at vi omtaler Safa-netværket som Det Muslimske Broderskab i USA. Det er desuden svært at finde henvisninger til netværket på nettet, skriver Groth.

Ifølge MEF-rapporten og dens ene forfatter, Sam Westrop, er Safa-netværket en række organisationer registreret omkring et lille antal adresser i USA og kontrolleret af de samme mennesker med indflydelse på ACMCU på Georgetown University. Forbindelsen »er ubestridelig«, fastholder han, da vi kontakter ham igen i denne uge. »Det er en semiautonom forgrening af Det Muslimske Broderskab i USA.«

Steffen Groth antyder også, at Westrop er utroværdig. På baggrund af kritikken i Information har vi kontaktet den italienskfødte amerikaner Lorenzo Vidino, som ligger på linje med Westrop. Han leder programmet for ekstremisme på The George Washington University og er den mest indsigtsfulde ekspert i Det Muslimske Broderskab.

Ifølge Vidino findes Safa-netværket stadig: »De amerikanske myndigheder har længe identificeret Safa-netværket som Det Muslimske Broderskab i USA. Det er en offentlig kendsgerning. Netværket er mere aktivt end nogensinde.« Han siger også, i lighed med MEF-rapporten, at flere af organisationerne i netværket donerer penge til ACMCU.

Vi har igen kontaktet terrorforsker Magnus Ranstorp fra Försvarshögskolan i Sverige, der optrådte i vores kritiserede artikel. »Jeg har læst rapporten,« forklarer Magnus Ranstorp. »Og hvad angår de dele, jeg har indgående indsigt i, stemmer oplysningerne; i særlig grad dem, der handler om ledelsen i det kontroversielle, pseudoakademiske Bridge Initiative«.

For det fjerde lyder kritikken, at Weekendavisens artikel indeholder påstanden om, at forskningscenteret ACMCU »de facto skulle være styret af Det Muslimske Broderskab, og at broderskabet skulle have kanaliseret milliarder til Georgetown«. Vi skulle have tydeliggjort, at ACMCU ifølge rapporten fra Middle East Forum er infiltreret af Safa-netværket, og at dets islamistiske ligesindede i Qatar har støttet Georgetown med milliarder. Groth efterspørger dokumentation for, »at Safa-netværket har haft indflydelse på Qatar Foundations milliarddonationer«. Rapporten dokumenterer væsentlige personforbindelser mellem Qatar Foundation og Safa-netværket, og den viser også, at Safa-netværket har støttet ACMCU, men vi kan ikke dokumentere den konkrete indflydelse på Qatars donationer.

For det femte kritiserer Groth Sam Westrop for ikke længere at stå ved udtalelserne til Weekendavisen. Det var en fejl ikke at gøre klart, hvad Westrop sagde i et interview, og hvad man kan læse i selve rapporten. Men vi har igen taget kontakt til Westrop, og han insisterer på, at han står inde for de udtalelser, han gav til os i sommer.

Kort sagt: For Weekendavisen er både nuancer og præcision i journalistikken afgørende. Det levede vores artikel absolut ikke op til, og det beklager vi. Men vi fastholder den vigtige historie, at den amerikanske ideologiske gren af Det Muslimske Broderskab har stor indflydelse på forskningscentret på Georgetown University.

Svar fra Dagbladet Information Af Anton Geist og Steffen Groth

Weekendavisen erkender i en tekst på sin hjemmeside, at der var »afgørende fejl« i avisens artikel Broderskabets lærde brødre. Det sker, efter at Information har afdækket, at centrale påstande i artiklen var forkerte.

Det var ikke korrekt, når avisen hævdede, at forskningscentret ACMCU ved Georgetown University ifølge to rapporter de facto er styret af Det Muslimske Broderskab. Og det var ikke korrekt, at universitetet ifølge rapporterne havde modtaget milliarder af kroner i støtte via broderskabet.

Desværre ledsages Weekendavisens erkendelse af en række nye fejlagtige påstande, som vi er nødt til at korrigere og imødegå.

Før publiceringen af Informations artikel rettede Weekendavisen ad to omgange den digitale udgave af artiklen i forbindelse med, at Informations forelagde fakta for avisen – dog på en måde, så læserne kun delvist fik indblik i de fejl, avisen havde begået.

Efter publiceringen af Informations artikel har Weekendavisen så rettet artiklen en tredje gang.

I artiklen i Information citerede og refererede vi selvfølgelig fra de svar, Weekendavisen havde sendt på vores forelæggelse og spørgsmål. Havde Weekendavisen fulgt almindelig presseetik og ligeledes forelagt sine kritikpunkter imod Information for os, så havde vi kunnet svare for os, og Weekendavisen kunne have fanget de mange fejl, der indgår i dens tekst, før den blev publiceret.

Det er intet belæg for påstanden om, at vi i artiklen i Information skulle underforstå, »at Det Muslimske Broderskab udelukkende er den oprindelige sunniislamistiske organisation, grundlagt i 1920ernes Egypten«. Information har ikke anvendt en begrænset eller selektiv definition af broderskabet i vores spørgsmål til eksperterne, i vores læsning af rapporterne eller i vores artikel. Information har ganske enkelt påpeget, at de to rapporter, som Weekendavisen henviste til, ikke indeholder de påstande om Det Muslimske Broderskabs milliardfinansiering af Georgetown University og involvering på forskningscentret ACMCU, som avisen hævdede, indtil den rettede sin artikel – uanset hvordan man definerer broderskabet. Information citerer også netop i artiklen Weekendavisen for en reference, hvor der tales om »Det Muslimske Broderskab i USA« og »en global bevægelse kendt som Det Muslimske Broderskab«. Ligesom vi citerer Weekendavisens hovedkilde, Sam Westrop fra tænketanken Middle East Forum (MEF) for, at man ikke bør betragte det såkaldte Safa-netværk »som et led i en uhåndgribelig global Muslimsk Broderskabs-bevægelse«. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at Weekendavisen nu skriver, at benævnelsen Det Muslimske Broderskab i dag refererer »til personer, organisationer, bevægelser og partier lige fra det tyrkiske regeringsparti til terrorbevægelser som Hamas og al-Qaeda«, og at det fremgår af »en simpel googlesøgning«. Hvordan Weekendavisen har googlet sig frem til så ekspansiv en definition fremgår ikke, men sikkert er det, at den afviger markant fra den gængse definition blandt forskere på feltet.

Det er ligeledes usandt, at Information skulle hævde, at Qatar er i opposition til Det Muslimske Broderskab. Tværtimod refererer vi den ene af de to omtalte rapporter for, at Qatar er »ideologisk affilieret med broderskabet« og har »understøttet dets globale operationer og skaffet ressourcer til Hamas«. Og vi citerer professor i mellemøststudier Stephen Sheehi for, at Qatar og broderskabet har en alliance, der »handler mere om politiske interesse- og indflydelseszoner end om ideologisk fællesskab«.

Det er heller ikke korrekt, at Information »afskriver« tænketanken MEF »som utroværdig, da det er »en kontroversiel konservativ tænketank««. Tilsyneladende er der tale om, at Weekendavisen ikke kan gennemskue noget så enkelt, som hvem der er kilde til oplysninger i en artikel. Information beskriver i artiklen en række fakta om Weekendavisens hovedkilde, blandt andet at tænketanken har gjort sig bemærket ved at finansiere udgifter til retssager og demonstrationer til fordel for den toneangivende britisk højreekstremist Tommy Robinson, der tidligere var medlem af det nyfascistiske British Nationalist Party og siden stiftede den nationalistiske bevægelse English Defence League. Men det er en række professorer, der i artiklen er refereret og citeret for, at MEF er utroværdig – blandt andre Rebecca Gould fra University of London, der udtaler: »Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg aldrig ville betegne dem som troværdige.« Det er i øvrigt ikke uden ironi, at Weekendavisen i sin nye tekst, efter at have anerkendt det som »sandt«, at MEF er en kontroversiel konservativ tænketank, tilføjer »men det afgørende må være substansen i rapporten, ikke institutionens rygte«. For avisens primære problem var jo netop, at dens påstande om, hvad der stod i rapporten samt i en anden rapport, var usande.

Weekendavisen citerer i sin nye tekst den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp for, at hvad angår de dele af rapporten fra MEF, som han har »indgående indsigt i, stemmer oplysningerne«. Men som sagt var Weekendavisens primære problem, at avisens beskrivelse af indholdet i rapporten var forkert, og at avisen fejlagtigt refererede en anden rapport for det samme.

Desuden har Weekendavisen talt med terrorforskeren Lorenzo Vidino. Information har spurgt Vidino, om han har nogen dokumentation for, at de amerikanske myndigheder »længe« har »identificeret Safa-netværket som Det Muslimske Broderskab i USA«. Han henviser til et retsdokument fra 2003 i en sag, hvor netværket var mistænkt for finansiering af islamistisk terror. Som MEF også omtaler i sin rapport, kollapsede sagen dengang, og Safa-netværket blev ikke identificeret som Det Muslimske Broderskab i retsdokumentet. Adspurgt af Information svarer Vidino, at han ikke kender til nyere dokumenter, hvor de amerikanske myndigheder identificerer netværket som Det Muslimske Broderskab.

Intet af dette betyder i øvrigt, at Information mener, der ikke kan være grund til at kritisere forskningscentret. Som vi beskriver i artiklen, har centret blandt andet stået bag et klart kritisabelt og fordrejende såkaldt faktaark om professor i islamstudier på Københavns Universitet Thomas Hoffmann.