Det er så håbløst sigende, at den primære, seneste og nærmest eneste populærkulturelle reference, selve titelreferencen, i Dan Ringgaards »essay om litteratur og kreativitet« er et fraklip fra filmen Byens lys, 1931, hvor Charlie Chaplins vagabondkarakter forgæves forsøger at skubbe en pind ned gennem en rist.

Én ting er, at Ringgaard kun refererer (og besynger) første tredjedel af fraklippet, hvor Chaplin er alene om at forholde sig til pinden (men tiltrækker et stadig større publikum) – derpå interagerer han nemlig med både et stenet ekspresbud og en stadig mere ophidset mannequin-skrædder bag et butiksvindue – noget andet er, at Ringgaard åbenbart ingen anelse har om, at netop improvisations-fra­klippet de sidste 10-15 år har levet en blomstrende tilværelse i amerikanske komediers ekstramateriale; man kunne for eksempel nævne en sublim scat-sang-sekvens med Will Ferrell i rollen som nyhedsværten Ron Burgundy klippet ud af den i sig selv impro-fænomenale jazzfløjte-scene i filmen Anchorman, 2004.