Weekendavisens Litteraturpris 2025

Litteraturprisen uddeles med støtte fra Den Berlingske Fond.

Vores litteraturkritikere har kogt årets mange gode danske udgivelser ned til et felt på syv særligt fremragende bøger. Ét af disse værker vil i sidste ende løbe med Weekendavisens Litteraturpris 2025.

Det er som altid op til læserne at vælge vinderen. Klik her for at stemme. Afstemningen slutter fredag 16. januar 23:59.

Kåringen finder sted ved et læserarrangement tirsdag den 20. januar i festsalen i Store Kannikestræde 19 i København.

Læs om de syv nominerede her:

Heavy og vægtløst hulk

Caspar Eric: Crip. Gyldendal

Caspar Erics to seneste digtsamlinger, Nye balancer fra 2023 og dette forårs Crip, er det tætteste – gennem alle tider! – vi er på en dansk Onkel Toms hytte. Nej, fordi den litterære kvalitet og intensitet er så hvidglødende høj, en dansk Oliver Twist, altså fremragende skønlitteratur, som rent faktisk gør en forskel, og ikke gør det på trods af, men takket være dens fremragendehed.

Bøger, som rent faktisk synliggør og dermed muliggør ikke bare empati, men aktiv solidaritet med medborgere, der er sparket helt ud i periferien, hos Dickens de fattige børn, som han selv bare ti-femten år før var et af, hos Caspar Eric handicappede børn og voksne, som han selv var og er en af.

Oliver Twist fik ændret lovgivningen til det akkurat bedre, det har Caspar Erics bøger stadig til gode at gøre, hvilket lige præcis bog nummer to er seriøst og oprømt pissed over, selvom begge bøger i egentlig, ren politisk forstand har opnået langt mere, end det – nogensinde! – har været rimeligt for skide poesi at drømme om.

Ligesom Dickens benytter Caspar Eric sig af alle beskidte, effektive tricks i posen. Der er for eksempel flere mindeværdige skurke på banen, herunder 1930ernes racerensende socialminister K.K. Steincke og smukke Stephanie, som Caspar-jeget som ung er smaskforelsket i, indtil hun i badmintonhallen råber »lugter her ikke lidt af spasser?«. År senere møder han hende igen og ignorerer hendes ivrige hilsen på:

»her er ingen poetisk slutning/ Stephanie lever sit bedste liv i LA./ (må alle stiletter knække under hende)/ da vi gik hjem sagde Martin/ Hvorfor går du altid efter sådan nogle piger?/ mig: dem der er for lækre til en handicappet?/ ham: nej, dem med dårlige personligheder.«

Caspar Eric er heldigvis heller ikke bleg for at blive helt uudholdeligt, knugende sentimental, som i dette digt fra sektionen om Paralympics i Paris – og bemærk lige som afgørende konkret detalje, poloens blånen:

»ved togstationen/ går en lille pige/ forsigtigt hen/ til en kvinde/ i en blå polo.// de mangler begge to/ noget af den ene arm.// pigen siger: / what do you call your arm?/ kvinden bukker sig ned og siger:/ I call it my lucky fin./ oh my god, oh my god/ I call mine that too, siger pigen.// så high-fiver de/ med armstumperne/ mod himlen.«

Heavy og vægtløst hulk! Det giver mening at perse tårer, når bare de bliver benzin for handling.

Indstillet af Lars Bukdahl

Urovækkende ideer

Tine Roesen (red.): Verden set fra Rusland. Aarhus Universitetsforlag

Det kom som en brat opvågnen for de fleste vesteuropæere, da Rusland i februar 2022 lancerede en gammeldags erobringskrig imod Ukraine. Tæt på udgangen af krigens fjerde år kæmper mange af os nok stadig med at begribe de tektoniske skift i det geopolitiske landskab, der nu er blevet synlige – og ikke mindst med at forstå, hvad det er, vi havde overset eller misforstået i forholdet til Rusland.

En vigtig kilde til svar er nu tilgængelig for danske læsere, idet lektor Tine Roesen i samarbejde med en række andre ruslandskyndige har udgivet den første dansksprogede fremstilling af den russiske idéhistorie i antologien Verden set fra Rusland.

Gennem 18 artikler præsenteres de ideologiske strømninger, der har præget russisk kultur siden rigets undfangelse og frem til i dag, kulminerende i det »sammensurium af illiberale ideer og praksisser«, der kendetegner putinismen.

Man stifter som læser bekendtskab med en række centrale begreber, der tilsammen giver et indtryk af, hvordan totalitarismen har fået så solidt et fodfæste i den russiske mentalitet.

Sobornost, en doktrin rodfæstet i den ortodokse kristendom, tilsiger, at fællesskabets frihed går forud for individet, og at individet derfor altid skal indordne sig.

»Den russiske idé« – en forestilling om Ruslands særlige skæbne og Guds formål med Rusland som frelsernation vis-a-vis en visnende vesteuropæisk kultur – undfanges hos Fjodor Dostojevskij og optræder herefter i forskellige varianter hos forskellige tænkere, der har optagetheden af forholdet til Vesten tilfælles.

Hos Ivan Iljin, der regnes for Vladimir Putins personlige yndlingsfilosof, udvikles tanken om »jedinyj«, staten som en organisme, der ekskluderer alle »uorganiske« fremmedelementer.

Verden set fra Rusland er et solidt akademisk værk, der giver en grundig indføring i sit faglige genstandsfelt. Den er samtidig medrivende og urovækkende læsning, der for første gang giver danske læsere en unik mulighed for indblik i de ideer og tankesæt, der driver det russiske regime til at forfølge drømmen om at genrejse fordums tabte imperium aldeles uden hensyn til menneskelige omkostninger.

Som sådan er den en gave til alle danskere, der ønsker at forstå den verden, vi lever i, og følgelig en oplagt kandidat til at modtage Weekendavisens Litteraturpris. 

Indstillet af Johanne Thorup Dalgaard

Overvældende ambition

Harald Voetmann: Lysmesse. Gyldendal

Lysmesse er den foreløbige kulmination på Harald Voetmanns forfatterskab, hvilket er noget af en bedrift, eftersom han allerede har beriget dansk litteratur med miniaturemesterværkerne Vågen (2010), Alt under månen (2014) og Syner og fristelser (2015), der lod læseren tørne ind i tidligere epokers enestående skikkelser som Plinius den Ældre, Tycho Brahe og benediktinermunken Othlo af St. Emmeram på kritiske tidspunkter i deres liv.

Det er samme idé, der sætter Lysmesse i gang, men med sin flerstemmighed, et hav af jeg’er og vi’er og en sublimt upålidelig bog i bogen, arbejder romanen sig ud på et narrativt og sprogligt overdrev, hvor Voetmann aldrig før har befundet sig, og det er en fryd.

I romanen digter Voetmann som den første videre på den sande historie om Thomas af Monmouth, der i 1149 tilslutter sig benediktinerordenen Sanctæ Trinitatis Norwicensis og fra sin plads i klosteret nedskriver Sankt William af Norwichs liv og martyrium. En tekst, der ændrer tilværelsen for både klostrets beboere og indbyggerne i området, i særdeleshed Norwichs jødiske minoritet.

Fortællingen drives frem af et flerstemmigt kor af implicerede, som erindrer, hvordan Thomas, en begavet, forfængelig og idiosynkratisk motiveret munk, ankommer og gradvist tilraner sig en stadig mere central rolle på klostret. Blandt andet ved at forvride historien om drengen William, der år forinden har mistet livet, sådan at byens jøder anklages for at have begået et ritualmord på den 12-årige.

Romanen er et opslugende portræt af middelalderens klosterverden og en nervepirrende fremstilling af, hvordan tekst, ambitioner, religiøse forestillinger og interne konflikter skaber grobund for en antisemitisk konspirationsteori. Den handler om fortællingens magt – om hvordan historier kan splitte lokalsamfund og skabe had.

Voetmanns forfatterskab er kendetegnet ved en overvældende ambition koblet med et talent, der gør tidligere epokers sprog og tanker tilgængelige for os nutidsmennesker, og Lysmesse minder i dette rædderlige oprustningsår om værdien af den åndeligt vakte humanistisk lærde.

Det er en politisk, anfægtet og provokerende roman, der sætter os mennesker og vores litteratur på plads i tidernes vældige forløb, og den fortjener et verdensomspændende publikum, vel at mærke efter at den belønnes med Weekendavisens Litteraturpris. 

Indstillet af Kathrine Tschemerinsky

Berigende og besættende biografi

Sofie Lene Bak: Trods og tragedie. En biografi om Olga Eggers. Gyldendal

Hvilket drama. Hvilken tragedie. Hvilken skæbne.

Forfatteren Olga Eggers’ livshistorie er for meget af det gode. Eller for meget af det onde. Med Trods og tragedie rejser historiker Sofie Lene Bak på én gang et menneskeligt mindesmærke og en politisk-historisk skamstøtte over den notoriske forfatter, der i 1930erne forvandlede sig fra progressiv aktivist til hardcore nazist.

Olga blev født nytårsaften 1875 på Sankt Thomas, hvor hendes far havde en chefstilling på det danske fort. For at få behandlet et kompliceret benbrud blev hun som seksårig sendt hjem til Danmark, hvor hun boede hos en onkel og tante. Som ung blev hun uddannet privatlærer, men brændte kun for at skrive og skabte sig en karriere som journalist og forfatter.

Side om side med det skønlitterære forfatterskab skrev Olga Eggers journalistik i flere genrer, og hun var politisk progressiv med engagement i både kvindesagen, fredssagen og sociale spørgsmål. Men pludselig skete skiftet.

I 1934 meldte hun sig under fanerne i det danske nazistparti, DNSAP, og frem til sin død i maj 1945 – ydmyget og fængslet efter Befrielsen – havde hun en karriere i den nazistiske bevægelse som fremtrædende journalist, redaktør og forlægger af skandaløst løgnagtige antisemitiske blade, ikke mindst Kamptegnet, som blev udgivet af Dansk Antijødisk Liga. Til tider var hun så aggressiv, at besættelsesmagten bad hende bremse lidt op.

I Trods og tragedie analyserer Sofie Lene Bak de antisemitiske konspirationsteorier som »magisk tænkning« og »kimærisk fjendtlighed«, altså en måde at se sammenhænge og sammensværgelser, som ikke findes. Den måde at opfatte verden på kaldes »stigmatiseret viden«, hvor den etablerede konsensus ignoreres til fordel for det, der påstås at være undertrykte fakta.

Som tidsportræt af 30ernes og 40ernes ideologiske frontlinjer er bogens formidling af høj klasse, og som kritisk personportræt er den en helstøbt, dramatisk spøgelseshistorie, der først fremkalder Olga Eggers i fuld, firskåren figur og derefter maner hendes genfærd og menneskelige fallit tilbage i jorden under Vestre Kirkegård.

Det tog sin tid, men den forræderiske Olga Eggers er nu grundigt genfortalt og gennemlyst i en værdifuld biografi, der som besættelsestidshistorie, forfatterhistorie og danmarkshistorie fastholder og beriger sin læser. 

Indstillet af Klaus Rothstein

Folkeeventyr og AI

Charlotte Weitze: Ulvemælk. Gutkind

I en tid, hvor skønlitteraturen kan synes indeklemt af forfatternes egne levede liv, ankommer Charlotte Weitzes Ulvemælk som en velgørende ventilering. Den dobbeltsporede roman fortæller om folkemindesamleren Evald Tang Kristensens arbejde med at indsamle sagn, eventyr, gåder, lege og forestillinger blandt fattigfolk på 1800-tallets jyske hede og om den kuldsejlede forfatter Inga, der i 2040 forsøger at gøre sig fri af den altovertagende kunstige intelligens OS.

Inga, hvis mand er high tech-ulvejæger, bebor det hus, hvor bondekonen Ane Povlsdatter i sin tid berettede for Tang Kristensen med den største fortællekraft, dog uden at røbe enden på eventyret »Jomfruen og ulvehunden«. Og nu vender den afdøde folkemindesamler så tilbage for at få sin slutning. Er han, dette pertentlige, men også længselsfulde menneske, ligefrem blevet til en varulv?

I fremtiden er meget forandret. Jylland er et ufremkommeligt, mørkegrønt skovlandskab (landbruget er afviklet og erstattet af et storskala rewilding-projekt), hvor alle bevæger sig omkring med deres digitale OS-device om håndleddet. Men noget er samtidig ved det gamle: Menneskene bærer stadig på en akut fortælletrang, og ligesom de gamle folkeeventyr er den kunstige intelligens leveringsdygtig i en drømmeverden, der kommer med en pris.

Fortidens spøgelser er i 2040 erstattet af avatarer. Den kunstige intelligens og de evigt voksende sprogmodeller (denne »store algoritmiske gestalt«, der »smyger sig omkring os og ind i os«) har jo det til fælles med de overleverede folkeeventyr, at de bygger på en fællesviden og er i stand til at knopskyde i de mest aparte retninger. Men der er en forskel. Med Ingas ord er menneskenes fortællinger – og i bredere forstand kunsten – »følelsen af at et andet menneske, gennem sin skrift, har set én«.

Med sin ambitiøse, herligt vindøjede roman, der er lige dele scifi og exofiktion, rejser Weitze flere grundspørgsmål: Hvad er et menneske? Hvor ender civilisationen, og hvor begynder naturen? Hvad er et minde? Og hvad er menneskeskabt historiefortælling, hvis ikke først og sidst en kærlighedsgerning? Ulvemælk insisterer desuden lykkeligvis på kontraster og nuancer og nægter således at give efter for den fornemmelse af dystopi, der altid ligger ligefor, når man beskriver den nære fremtid. Det hele forløst i den smukkeste, mest overrumplende prosa.

Indstillet af Asker Hedegaard Boye

Smuk og skarpvinklet avantgarde

Karoline Stjernfelt: I morgen bliver bedre 3: Lægen. Cobolt

Med Lægen er Karoline Stjernfelts stort opsatte tegneserietrilogi I morgen bliver bedre fuldbragt. Den opruller overlegent 1700-tallets store royale trekantsdrama mellem den purunge og sindslidende kong Christian 7., hans endnu yngre britiske dronning, Caroline Mathilde, og lægen Johann Struensee, som bliver den enes faderfigur og den andens elsker.

Bind tre starter ved begyndelsen til enden.

Struensee og Christian 7. er begge fascinerede af oplysningstænkernes forestillinger om frihed og lighed for alle, og lægen begynder snart at indføre radikale reformer i kongeriget Danmark med kongens velsignelse: ytringsfrihed, afvikling af hærens »pyntekorps«, straffrihed for utroskab og meget mere.

Imens dyrker Struensee og Caroline Mathilde deres affære så ihærdigt, at hun bliver gravid. Men hvor anstrengelserne udløser anerkendelse fra udlandet – selveste Voltaire sender Christian 7. et hyldestdigt – så ulmer vreden på hjemmefronten. Adelen raser over at blive frataget indbringende privilegier, kirken tordner mod de socialt progressive reformer, og i folkedybet breder rygterne om Struensee og Caroline Mathildes frugtbare affære sig.

Slutningen kender alle, der er velbevandrede i danmarkshistorien: Trioen kuppes, Struensee henrettes, og Caroline Mathilde eksileres.

De politiske forviklinger og den smukke billedside i Karoline Stjernfelts eminent velfortalte trilogi er researchet ned til mindste detalje, men hendes fortolkninger af de centrale figurer er vidunderligt skarpvinklede. Lægens Christian 7. er en radmager drengerøv, forstyrret og fremsynet; Caroline Mathilde er tyk og naiv, men også handlekraftig i sit begær efter Struensee; og lægen selv – ja, han er lidt af et mysterium.

Hvorfor reformerede Struensee over stok og sten uden at skele til reaktionerne? Hvorfor kunne han, begavet som han øjensynligt var, ikke se enden komme?

Set i bakspejlet er Struensees reformer visionære, men han syntes at tro, at deres dyder var selvindlysende. Han forstod ikke, at det ligger i menneskets natur at klamre sig til det bestående og afvise pludselige forandringer. På den måde bliver Lægen også en advarsel til vor tids idealister: Rykker den politiske avantgarde for langt frem i felten, bliver den fanget i ingenmandsland. 

Indstillet af Erik Barkman

Stinkende fantastisk portræt

Emil Andersen, Rasmus Voss, Christian Sune Pedersen: Den allerliderligste skare – En fortælling om kolonisterne i Grønland 1728-1731. Gyldendal.

Den allerliderligste skare er en fantastisk beskrivelse af et radikalt forfejlet dansk kolonieventyr, nemlig grundlæggelsen af det grønlandske Godthåb, senere Nuuk.

Præsten Hans Egede tog derop på mission i 1721, og i 1728 sender Frederik 4. et koloniseringsskib afsted, der skal opføre et fort og handelsstation med medbragte mandlige og kvindelige straffefanger som kolonister. Ekspeditionen ledes af adelsmanden C.E. Paars, men som næstkommanderende har han et slæng af tre unge venner: kaptajnen for de medsendte soldater, proviantmesteren og præsten. Lige fra starten er de tre i struben på Paars, og snart skændes de også indbyrdes. Vandet siler ned igennem de elendige bygninger, de når at opføre inden frosten, og halvdelen af kolonisterne dør den første vinter.

Vi kan takke ledernes detaljerede klageskrivelser om hinanden for den indgående beskrivelse af en lang række bizarre situationer i kolonien, godt fyret op af alkohol, vold, misundelse, sygdom, sult og kulde. Topledelsen anlægger sager mod hinanden for æreskrænkelse, samtidig med at man fester på mærkedagene. En utrolig scene er festen på Frederik 4.s fødselsdag, hvor der er middag, te, kaffe, varm vin, sang og dans, og soldaterkonerne er inviteret som dansepartnere. Men ikke soldaterne selv, der pisser på loftet, så det regner ned over det festlige selskab.

Den allerliderligste skare er et utroligt, mudret, skident og stinkende portræt af en helt igennem mislykket kolonisering. Man rykker tættere på varmeapparatet under læsningen. Da det tredje sommerskib ankommer i august 1731, er det med beskeden om, at den nye kong Christian 6. har nedlagt projektet, og kolonisterne kaldes hjem. Hans Egede bliver tilbage med en lille flok i det nygrundlagte Godthåb.

Man frygtede en historie om kolonisters forfærdende adfærd over for indfødte. Men i Godthåb var kolonisterne værre imod hinanden.

Det er en velskrevet og fængende bog, der giver et helt nyt billede af en historie, vi troede at kende. Den fortjener at vinde Weekendavisens Litteraturpris.

Indstillet af Frederik Stjernfelt

Traditionen tro er det læserne, der bestemmer, hvem der skal belønnes med Weekendavisens Litteraturpris.

Stem på Deres favorit her