Vil alt virkelig blive kunstigt og dø?

Den er lang, titlen på Jacob Skyggebjergs digtdebut. Bagsiden lover, at langdigtet er »en kondensering af en tilværelse på planeten Jorden i dag«, og så ved man, at det er noget med apokalypse. Digtet begynder i en form for intimitet med et »du«, først i et hjem, hvor en amagerhylde hænges op, så ved en bugt, hvor vandet efterhånden stiger, og byen oversvømmes: »bølgerne kaster sten op på os, nævestore sten op ad vore skinneben«.

Sådan lyder et af de for digtet sjældne klare billeder, hvorefter en bevidsthed om en katastrofe, som vist bare er samtiden, indtræder og flytter digtet ud i en mere abstrakt udsigelsesposition, hvorfra jeget over de næste mange sider postulerer og forsmæder i en strøm af sætninger, som er rasende, ironiske, hele tiden forsøgsvist samtidsdiagnosticerende – for atter at ende i intimiteten, hvor jeget og duet spiser kage i et hus på pæle, hvor jeget fodrer en vild hund med »kød fra grillen/ dens øjne stirrede ud i ingenting«.