I 1943 rejste polakken Jan Karski til Washington, D.C., for at fortælle de amerikanske politikere om Nazitysklands folkedrab på jøderne. De polske modstandsfolk håbede, at den forfærdende beretning ville få de amerikanske politikere til at handle, men da højesteretsdommer Felix Frankfurter hørte Karskis fortælling om udryddelseslejrene og rydningen af den jødiske ghetto, sagde han: »Jeg må være ærlig og sige, at jeg er ude af stand til at tro på det, du har fortalt mig.« Da en kollega forsvarede sandfærdigheden af Karskis fortælling, svarede Frankfurter: »Jeg sagde ikke, at den unge mand lyver. Jeg sagde, at jeg er ude af stand til at tro på ham. Mit sind, mit hjerte, de er indrettet på en sådan måde, at jeg ikke kan acceptere det.«

I sin nye bog, Vi er vejret – at redde planeten begynder ved morgenmaden, benytter den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer fortællingen om Jan Karski til at illustrere, hvorfor det er så svært for os at gøre noget ved klimakrisen: Vi kan ikke begribe ordene, vi hører fra videnskaben. Og derfor kan vi ikke skride til handling.