Generationstraumer. Elisabeth Åsbrink optrevler slægtens smertepunkter i en fængslende og vedkommende debutroman, som kun skæmmes af en sværmen for det højstemte.

Ved rette navn

Elisabeth Åsbrink har allerede skrevet både journalis­tisk og non-fiktion om Europas turbulente historie – om nazismen, om forfølgelse og flugt, om skæbner, som tog en uventet form, og om den sorg og harme, som kan følge i kølvandet.

Alligevel skulle Åsbrink blive 55, før hun tog fat på at fortælle sin egen familiehistorie. Men det er slet ikke så mærkeligt, for hvordan får man hul på en generationsfortælling, som ingen har haft lyst til at fortælle én? Hvordan skriver man om de mennesker, som er ens allernærmeste og samtidig kilden til de største mysterier i ens livshistorie?