Min dag hidtil har lignet rekvisitterne til et Simon Grotrian-digt, som han forbandet nok aldrig kommer til at skrive, fordi jeg midt i det hele fik et opkald fra litteraturredaktøren, der meddelte mig, at den store digter, en af de allerallerstørste for himlens skyld, pludselig var død kun 57 år gammel. Hvilket simpelthen bare ikke er i orden, vil jeg gerne meddele den Gud, som Grotrian troede så ubændigt troskyldigt på og besang så overbevisende brusende som ingen anden siden Grundtvig.

40 minutter før sad jeg fast, sammen med min tomme klapvogn, i mindst fem minutter, der føltes som 55, i elevatoren på Peter Bangs Vej Station. Jeg var på vej til tandlægen, og da jeg sad i tandlægestolen og ventede på, at bedøvelsen skulle virke, kom det sørgelige opkald, og jeg måtte meddele, at jeg var ude af stand til såvel at snakke som at skrive, for om få sekunder kom tandlægen med sin store tang for at trække en knækket tandstump ud, og sikke den da også, da han trak til, knagede! Med stadig rimelig lam kæbe og hjertet fuld af sorg over digterens forsvinding tumlede jeg hjem og stod ansigt til ansigt med blikkenslageren, der var (og i skrivende stund stadig ER) i fuld gang med at udskifte batteriet i køkkenets vandhane.