Jeg hørte engang en radiomontage, hvor der blev læst op af H.C. Andersens dagbøger: én lang jeremiade om, hvem der havde såret ham, og hvor ondt han havde det her og der, hvorefter han pludselig kom med denne morgenbekendelse: »Vågnede op og havde det mageløst godt.«

Og så forstod man ham pludselig: Der var belønninger for hans voldsomme følsomhed.