Unge Fjodor

Alle har været unge engang, selv Fjodor Dostojevskij. Alle har været kejtede og haft let til at rødme, selv den halvt maniske, halvt geniale forfatter, der som midaldrende skrev Raskolnikov/Forbrydelse og straf og Brødrene Karamazov. Så længe han var ung, skrev han ikke så kynisk, ikke så nådesløst klartseende og da slet ikke så langstrakt, som han senere, efter den omstødte dødsdom og årene som straffefange i Sibirien, skulle komme til. Så længe han var ung, skrev han med en sært svævende lethed. Han var først og fremmest poet. Når han, som i de to smukt nyoversatte miniatureromaner Hvide nætter og Et svagt hjerte, begge fra året 1848, fortalte om forelskede unge drømmere, lød det, som om han selv var forelsket og drømte.

I den første giver han en ung mand ordet. Vi befinder os i zarens Sankt Petersborg. Det er midt på sommeren. Byens adelsfamilier er for længst taget på landet, men han, hvis erhverv vi intet får at vide om, strejfer omkring i de øde gader, som her, højt mod nord, er næsten lige så lyse om natten som om dagen. Han er ensom, forstår vi. Men det er selvvalgt. Hvorfor skal han gøre bekendtskaber, spørger han sig selv. Han, der elsker at iagttage andre, kender jo allerede alle byens ansigter. Og så alligevel: En nat ser han en ung kvinde blive forfulgt af en fulderik. Her er pludselig en chance for at gribe ind i et andet menneskes liv, og den griber han. Han jager forfølgeren på flugt og indleder en samtale med kvinden, der varer, lige til natten er forbi, og siden genoptages tre nætter i træk, hver gang på det samme mødested.