Udødelig

Den tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera (f. 1929) er død 94 år gammel.

Siden 1985 nægtede Milan Kundera at lade sig interviewe af journalister. I stedet gik han i 1993 med til at svare »Le Monde« på sine egne præmisser.

Svarene blev oprindelig bragt i den franske avis Le Monde og senere i Weekendavisen 14. januar 1994.

Djævlespil

Der er intet brud i min udvikling som romanforfatter mellem min produktion fra Böhmen og det, jeg har skrevet i Frankrig. Ej heller mellem de romaner, der havde hjemme i det kommunistiske Böhmen, og Udødeligheden, hvis handling foregår i dette land. At gå ud fra eksistensen af et sådant brud og ikke mindst at forestille sig, at bruddet skulle være uundgåeligt, er resultatet af to fordomme.

Den første fordom er af æstetisk art, og den rokker ved selve romankunsten og dens målsætning. Man ser i romanen først og fremmest en beskrivelse af et land og et samfund. Et eksempel: Livet er et andet sted beretter om en ung digter under stalinismens allerhårdeste fase. Men meningen er naturligvis ikke at afsløre stalinismen: I 1969, hvor romanen blev færdigskrevet, ville det være en trivialitet af format! Bogens indhold er eksistentielt og drejer sig om den lyriske begejstring. Den revolutionære patos under den kommunistiske terror gav os ny viden om menneskets trang til digterisk begejstring. Tilsvarende er det centrale emne i Udødeligheden ikke det moderne vestlige »ekshibitionistsamfund«. Mennesker har altid udstillet sig selv. Fra tidernes morgen har man levet på det princip, der førte til »ekshibitionistsamfundet«. Dette er blot en ny udgave i social forstørrelse af et konstant eksistentielt problem, der vedrører et billede, det ene menneske danner sig af det andet – et problem, der har optaget mig fra min første bog.

Den anden fordom består i den overbevisning, at den kommunistiske og demokratiske verden står i et næsten absolut indbyrdes modsætningsforhold. I et politisk og økonomisk perspektiv, så måske ja. Men for en romanforfatter er udgangspunktet enkeltindividets konkrete tilværelse. Og fra dette synspunkt bliver man lige så overrasket over disse to verdeners lighedspunkter. Da jeg så de første sovebyer i Tjekkoslovakiet, troede jeg, de var inkarnationen af kommunismens dårlige smag! Bag den barbariske udspredning af musikalske misfostre gennem hylende højttalere så jeg en vilje til at smelte individerne sammen til et tossekollektiv, hvor alle er underlagt de samme lyde. Først senere forstod jeg, at kommunismen viste mig et overdrevet og karikeret billede af den moderne verdens normale træk. Det samme allestedsnærværende og almægtige bureaukrati. Klassekampen udskiftet med institutionernes arrogance over for brugeren. Den håndværksmæssige kunnens forfald. Den tåbelige ungdommelige stil i den officielle tone. Turistflokke, der føres fra sted til sted, som var det en flok får. Landskabets forgrimmelse på grund af bondehåndværkets bortvisnen. Ensartethed. Og, over alle disse fællesnævnere, den værste af dem alle: ingen respekt for mennesket og dets privatliv.

På denne side retfærdiggør man sig ved at besynge den hellige ret til at blive informeret. Men hvorfor skulle det kommunistiske politi, som satte mikrofoner op i vores soveværelser, da ikke også have ret til at holde sig informeret? Vi har alle, uafhængigt af vort politiske system, levet i en verden, hvor de samme dybtgående tendenser gjorde sig gældende, i et djævlespil, som min lærer professor Avenarius fra Udødeligheden siger, hvis det må være mig tilladt at citere min foretrukne figur. Set fra denne synsvinkel forekommer det mig, at min erfaring med kommunismen er en udmærket introduktion til det moderne liv i almindelighed. Mig har det givet øget følsomhed over for de absurditeter, som man ellers her er vant til at se som betydningsløse fænomener eller måske endda som nødvendige attributter for Det hellige Demokrati.

Om forræderiet mod Goethes testamente

Det er en af Europas fiaskoer, at man aldrig har formået at tænke på romanen, denne den mest europæiske kunst af alle, som en historisk enhed. Tag den første den bedste håndbog eller antologi, man finder uværgerligt verdenslitteraturen behandlet, som var den summen af de nationale litteraturer. Altså litteraturhistorierne! I flertal! Dog var Sterne påvirket at Rabelais, Diderot af Sterne, Goethe af Diderot. For at holde sig til eksempler inden for romankunsten. Lige fra starten havde udviklingen grænseoverskridende mening. Goethe har ved flere lejligheder sagt, og insisteret på, at nationallitteraturens tid er omme, og verdenslitteraturen er en kendsgerning. Denne tanke er så at sige en disposition i Goethes testamente.

Endnu et testamente er her blevet forrådt. Thi hverken kritikken eller litteraturhistorien formår at sprænge de geografiske bånd, bag hvilke de har specialiseret sig. Naturligvis er det nyttigt at undersøge en roman i forhold til dens nationale miljø for at forstå, hvilken rolle den har spillet for et folks historie. Men man får ikke meget ud af denne fremgangsmåde med hensyn til dens dimension som kunstværk. Til dette formål er den europæiske skala nødvendig: Det er målestokken, der fortæller, hvilke uudforskede områder af eksistensen den har besøgt, og hvori den har fornyet romanformen. Der har vi meningen med Goethes idé. Kun den universelle ramme er egnet til at fremhæve et kunstværks æstetiske værdi. I den franske litteraturhistorie optager Jacques le fataliste en beskeden plads som et divertissement af en stor tænker. Men i den europæiske romans historie får dette divertissement karakter af et hovedværk, hvori de kolossale muligheder, romanen nu har udnyttet i 200 år, bliver påvist. Lad os forestille os en skribent fra Lapland, der har skrevet en genial og original roman, der nu skal oversættes til fransk. Vores lap er vild af glæde. Endelig vil han se sin skriveteknik og sit kunstneriske mod værdsat af ligemænd! Og lad os yderligere forestille os, at den allermest seriøse franske avis, for at leve op til sin standard, leder med lys og lygte i alle franske provinsuniversiteter for til sidst at finde en specialist i netop den egn af Lapland, hvor romanens handling foregår, og sætter denne lærde specialist til at skrive en artikel, der flyder over med indsigt i denne geografiske afkrog ...

Vores lap drikker sig i fortvivlelse hønefuld, og da han derefter ikke kan finde hjem til igloen, fryser han ihjel i sneen. Det er ikke tilfældigt, at Dostojevskij fandt sin varmeste fortale i Gide og Ibsen i George Bernard Shaw, at det var Broch, der bedst forstod Joyce, at 30ernes store amerikanske forfattere blev opdaget af Malraux, Sartre, Claude-Edmonde Magny, at den bedste bog om Gombrowicz er skrevet af en græker, Proquidis, uden det mindste kendskab til polsk, at Fuentes' værk blev dybtgående analyseret, ikke af en spanier, men af Scarpetta, og at æstetikken hos Rabelais er blevet påvist, ikke af en franskmand, men af Bakhtin, en russer. Alt dette er ingenlunde sælsomme undtagelser fra reglen, nej, det er selve reglen: Den geografiske afstand neutraliserer den lokale sammenhæng og muliggør, at iagttageren får bedre fat i værkets æstetiske værdi.

Franskfjendtligheden lever og har det godt

Jeg er centraleuropæer med hensyn til erfaring og smag. Jeg blev påvirket langt mere af Janacek, Kafka, Musil end af Debussy eller Proust. Men midtvejs i mit liv emigrerede jeg og min kone til Frankrig. Denne begivenhed blev den mest afgørende for mig, den er nøglen til mit livsforløb og til mit arbejde. For nogle år siden udkom der i Amerika en bibliografi om mig. Deri fandtes næsten intet af det, jeg har skrevet i Frankrig, og heller ikke af det, man her har skrevet om mig. Dette til trods for, at jeg har levet den væsentligste del af min voksne tilværelse i Frankrig. Her har jeg gennem 18 år ledet min beskedne undervisning – haft mine elever. Her har jeg fundet de venner, der er blevet mig kærest, her har jeg skrevet mine modneste bøger, og her er jeg også blevet forstået først – og bedst. Og især: Her har jeg mit forlag, der gennem 20 år udgiver mine bøger i den eneste helt autoriserede udgave. Jeg siger: eneste autoriserede udgave, fordi jeg, omkring 1985, tog fat på en gennemgang af den franske oversættelse af alle mine romaner, sætning for sætning, ord for ord. Det var et toårigt, intenst arbejde.

Siden da har jeg betragtet den franske tekst som min egen, og jeg giver tilladelse til, at mine bøger oversættes enten fra tjekkisk eller fra fransk. Jeg har endda en vis grund til at foretrække den sidstnævnte løsning. Thi undervejs med oversættelsesarbejdet på bøger, jeg ikke havde gennemlæst i lange tider, kunne jeg ikke modstå fristelsen til indimellem at finpudse en tankegang, at stryge en sætning eller tilføje en anden. Min tjekkiske forlægger(inde), der i de sidste to år har arbejdet på at få udgivet alle mine romaner, finder det helt naturligt at tage den franske udgave som forlæg.

Når jeg forbereder teksten til hende, sammenligner jeg med den franske udgave og indsætter de forskellige små rettelser, der er kommet på i tidens løb. Så må man kunne forstå min vrede, da jeg for nylig opdagede, at man, uden at jeg vidste det, i flere asiatiske lande havde ladet mine bøger oversætte fra de amerikanske udgaver. Når en kinesisk forlægger eller en amerikansk akademiker tilsyneladende ikke bemærker den betydning, Frankrig har for mit arbejde, er det da uvidenhed? Eller er det noget andet? Når jeg rejser, hører jeg overalt, som et refræn: »Den franske litteratur? Den har ikke længere nogen betydning.« Dumhed, kan man tænke. Men det, der gør dumheden betydningsfuld, det er det velbehag, man lægger i at fremsætte påstanden. Thi franskfjendtligheden findes og trives. Det er den universelle middelmådighed, der tager sin hævn over det franske kulturelle overherredømme, der varede i flere hundrede år. Eller måske, når man er uden for Europa, en form for afvisning af hele den verdensdel.

Den franskfjendtlige arrogance sårer mig personligt, ligesom jeg såredes over de store landes arrogance over for mit eget lille land. Jeg beder om undskyldning, dersom jeg nu er sentimental. Da jeg i 1971 var færdig med Afskedsvalsen, var jeg fuldstændig overbevist om dermed at sætte punktum for min litterære karriere. Det var under den russiske besættelse, den sværeste periode i mit liv. Jeg vil aldrig glemme, at den eneste støtte, jeg dengang modtog, kom fra Frankrig. Regelmæssigt kom Claude Gallimard på besøg hos sin pragerforfatter, der ikke længere ville skrive. I min brevkasse fandt jeg i årevis kun breve fra mine franske venner. Det var takket være deres kærlige og stædige overtalelsesforsøg, at jeg til sidst besluttede mig for emigrationen. I Frankrig oplevede jeg det uforglemmelige: at fødes igen. Efter en pause på seks år begyndte jeg famlende at nærme mig litteraturen igen. Min kone sagde ofte til mig dengang: »Frankrig er dit andet fædreland.«

Oversat af Mio Nielsen