»Helle for Crichton!« råbte jeg ind i mailen, da litteraturredaktøren rundsendte en liste med pest-værker. Jeg trænger til en latterligt tyk, tætskrevet og udspekuleret pageturner, der insisterer på at blive læst nu og hurtigt og fortrænger alt andet. Og hvad kom med posten fra et antikvariat i Søndervig? Truslen fra det ukendte, (The Andromeda Strain, 1969), en slank sag i stiv, »fin« indbinding fra Lademanns Forlag anno 1971 med nuttet beroligende forord af oversætteren Mogens Boisen: »Romanen er science fiction og bør derfor, så spændende den end er, ikke give læseren urolige nætter.«

Hvorfor ikke? Urolige nætter og frydefuld frygt er meningen med en techno-thriller. Hvis den er god og effektiv, udløser den automatisk en række tunge etiske spørgsmål, der altid kredser om samme fatale fejl: Mennesket og videnskaben er gået for langt, har pillet ved en hellig, evig orden og forrykket balancen mellem sig selv og resten af verden. Og nu hævner naturen sig grusomt – som virus, som gorilla-hybrider eller klonede dinosaurer. Frankensteins monster er den første, der rejser sig fra lejet i laboratoriet og humper hærgende gennem skove og landsbyer som et klodset offer for videnskabeligt overmod. Moralen er, at alt kommer tilbage til os. Hvis vi ikke holder balancen, sørger universet for, at vi falder dybt. Når coronakrisen engang er udredt, vil det vise sig, om vi også vadede for langt ind i junglen.