I sommeren 1847 slæbte kongerigets første lokomotiv sig fnysende ad skinnevejen fra København til Roskilde. Danmark var allerede forsynet med landeveje, færgeoverfarter og dampskibsforbindelser, men transporterne var tidskrævende, halsbrækkende og kvalmefrembringende. Anderledes med toget. Det bevægede sig omkring med massive godsmængder og talrige passagerer. Let og ubesværet.

Damplokomotivet blev et potent symbol på fremskridtet. I de følgende årtier blev rigets landskabelige forhindringer da også omdannet til opfyldte dalstrøg og gennemgravede bakker eller forsynet med dæmninger, tunneller og stålbroer. Udstyret med tjærede træsveller, stål og støbejern og bomhuse, signalposter og telegraftråde. Ethvert led i det store maskineri blev holdt kørende af en sværm af skinnemontører, rangermestre, lokomotivførere, fyrbødere, konduktører, ledvogtere, vognpolerere og skinneskidtskrabere. En mandeverden med tryghed i ansættelsen, styr på pensionen og autoriteterne iført stilfuld uniform og guldtresset kasket.