Syndefald. Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie. I sin nye roman antyder Matias Faldbakken et fletværk af ubærlige barndomstraumer, men lader det meste stå ubeskrevet hen. Alle er nemlig mærket af livets ar – det er dem, som gør os til mennesker.
Tavshed er guld
De fleste har på et tidspunkt følt sig som en stakkel. Et ulykkeligt, forkomment eller hjælpeløst væsen, der vækker medynk. Og selvom sympatien hos andre kan føre til smukke mellemmenneskelige øjeblikke, ønsker de færreste at være en vaskeægte stakkel. Det er ikke rart at befinde sig på bunden og blotlægge sine sårbarheder.
Om barnet, der indleder forfatter og billedkunstner Matias Faldbakkens på dansk nyoversatte bog Stakkel, er bevidst om, at det er en stakkel, er svært at sige. Begyndelsen lyder: »Engang for ikke så længe siden kom et barn, den stakkel, krybende ud af skoven. Ungen kravlede op ad grøftekanten og begyndte på må og få at lunte hen ad grusvejen. Det var et sørgeligt syn.«
Del: