Skulle jeg smække et øgenavn på 2021, ville det være Syvsoveråret. Det begyndte godt nok dramatisk – nedlukning i Danmark, angrebet på Kongressen i Washington D.C. – men alt det virker nu som resterne af en drøm, måske et mareridt, som det rigtige år kun langsomt var ved at vågne fra.

Billederne af den hornede Q-Shaman og hans slæng er tydeligvis heller ikke noget, der hører til i voksne menneskers vågne virkelighed. Det virker som noget, det ville være sundest at fortrænge. Et andet gådefuldt billede, vi har vristet ud af den lange drøm, men nok bør fortrænge: Hobe af rådne, oppustede mink skyder frem gennem jorden. Den gode terapeut ville sige, at det var meningsløst, og at man bare skulle prøve at glemme det.