Syretrip og selvmord

Sidst i 70erne virkede det, som om alle tænkende mennesker under 25 i Nærum, Søllerød og Holte læste Hermann Hesses Steppeulven (1927, dansk 1946). Jeg gjorde ikke og følte mig sat udenfor i min ængstelige småborgerlighed; et »konventionsmenneske i den lune midterzone«, som Hesse beskrev middelmådige mennesker fastholdt af borgerskabets »tunge moderlige blik«. Det var ikke, fordi jeg ikke læste. Det gjorde jeg hele tiden, men jeg havde noget imod Steppeulven uden helt at vide, hvad den handlede om. Min fornemmelse var: noget med syre og østerlandsk flip, hallucinationer og fristelsen ved selvmord.

Der var et overlap mellem dem af mine venner, som læste den lille kultroman, og dem, som eksperimenterede med at spise snerlefrø fra planteskolen på en skive rugbrød. I timevis besøgte de adskillige andre, fjerne verdener, ligesom hovedpersonen gør i Steppeulven med kokain, morfin, »et lille ophidselsesmiddel«. Den bevidsthedsudvidende oplevelse ændrede deres liv, sagde de bagefter, og den holdt dem sammen. I Steppeulven fandt de ud over uforglemmelige trip også en klassisk historie om en helt, der langsomt mister mål og mening. I samme temabogpakke fandt de peruvianeren Carlos Castaneda, hvis bøger handlede om eksperimenter med hallucinogene planter, anført af en mentor og medicinmand.