Anmeldelse. Norges glemte gotiker Sigurd Mathiesen fremskriver med sine noveller et angstpræget og imponerende moderne univers.
Svøbt i et skidengult tågeslør
Det er lidt af en begivenhed, at forlagene Escho og Sidste århundrede i deres ambitiøse serie om det groteske og fantastiske i nordisk litteratur udgiver Sigurd Mathiesens (1871-1958) novellesamling Unge sjæle. Debutsamlingen, der udkom i Norge i 1903, bragte ham stor anerkendelse, men siden blev han mere og mere udgrænset i det tyvende århundredes bevidsthed, før han på modersmålet blev genudgivet i 1999 og nu foreligger på dansk for første gang.
Bogen består af syv fortællinger, som alle kredser om sygdom, død, hallucination, seksualitet og det ubevidste.
Del: