At fremmede udtaler sig kritisk om éns land er forventeligt: Journalisten Mogens Berendt fik med sin Sverige-kritiske bog Tilfældet Sverige fra 1983 udbredt ordet »Forbudssverige«, som vi danskere virkelig tog til os.

Tilsvarende beskrev journalisten Lena Sundström i Världens lyckligaste folk fra 2009, hvor fremmedfjendske danskerne var blevet, og for den bog fik hun svensk Publicistklubs »stora pris«, prisen Guldspaden og en nominering til Augustpriset.