Anmeldelse. Den svenske debutsucces Samlede værker er den slags roman, der får prætentiøse skoledrenge til at komme i bukserne – i dette tilfælde med overordentlig god grund. Danske læsere kan nu få syn for sagn.
Svenskens ulastelige pænhed
Der findes en særlig svensk pænhedsæstetik, som jeg tror, man kender godt, hvis man har tilbragt længere tid i København og Stockholm, men som måske er mindre tydelig, hvis ens referencepunkter er eksempelvis Aarhus og Malmø. Lad mig derfor forklare: Svenskere er pæne mennesker, og de er omhyggelige med deres pænhed. De går i lidt højere hæle, lidt dyrere jakkesæt. De har lidt skarpere frisurer, de går med rød læbestift på hverdage.
Jeg nævner den her pænhed, fordi Lydia Sandgrens 700 sider lange debut, som har været ti år undervejs, er gennemsyret af den. Den er ikke pæn som i kedelig. Den er pæn som skræddersyede jakkesæt, kashmirsweatre og kamelfarvede uldfrakker – lækker, fnugfri, en fejlfri smagfuldhed. Pæn som en perfekt komponeret popsang – fængende, flamboyant, uimodståelig. Tag nu bare en stillebenskøn scene som denne:
Del: