Portræt. Vi glemmer nazisten Harald Bergstedt, men husker og synger hans kæmpe-banger »Jeg ved en lærkerede«. I år fylder den 100 år, netop mens debatten om amoralske kunstneres værker er på sit højeste.
Storhed og fald og storhed igen
Nøjagtigt ni dage efter at Mette Frederiksen i marts sidste år annoncerede, at Danmark ville lukke ned, satte Phillip Faber sig til tangenterne ved sit mahognibrune flygel og spillede Carl Nielsens melodi til Harald Bergstedts tekst om den hemmelige lærkerede i det, der blev en overraskende tv-succes: »Morgensang« på DR1. »Jeg ved en lærkerede« blev spillet efter ønske fra barnet Nina, der gik – og måske stadig går – i børnehaven Spilophuset i Gjellerup uden for Herning. Før han gav sig til at spille, henvendte Phillip Faber sig direkte til publikum: Han behøvede nok ikke at fortælle, hvilken bog sangen kunne findes i, sagde han, for han ville »vove den påstand, at sangen nok er den, de fleste kan uden at slå op i nogen sangbog«.
Variationer over denne påstand er almindelige. På Højskolesangbogens hjemmeside kan man læse, at det er den sang, flest danskere kan udenad – uden at det i øvrigt bliver underbygget af undersøgelser eller statistik. Det er også lige meget. Udsagnet føles så intuitivt rigtigt, at man ikke sætter spørgsmålstegn ved det. Det er en af den slags sange, man med en opvækst i Danmark har hørt så tidligt, at det føles, som om man er født med melodien i sit væv og ordene i sit bryst.