Det er et på mange måder indbydende og mundvands­udløsende kæmpeværk, tegneren Claus Seidel lægger frem om dansk bladtegnings historie. 1100 sider, tre bind, syv kilo, med hundredvis af fantastiske tegninger reproduceret på tykt, kartonlignende papir, understøttet af adskillige fonde, rystende billigt.

Seidel har selv en lang og stærk karriere som bladtegner bag sig, med hovedstationer på det kommunistiske Land og Folk og senere B.T. – både som »dagens tegner«, satiretegner, teatertegner, grafisk retsreporter og meget andet. Samtidig var han i mange år formand for Danske Bladtegnere og primus motor i initiativet for et Museum for Dansk Bladtegning. Han er således på mange måder den rette til også at skrive dansk bladtegnings historie, og i de delikate bind dækker han hundredvis af bladtegnere.