Prosakoncert. Et kor af bipersoner synger i ungarsk-tyske Terézia Moras semikrimi. Den eneste tavse er hovedpersonen.

Sopranen fra Sopron

Terézia Mora: Alle dage. Oversat fra tysk efter »Alle Tage« af Dorthe Seifert. 454 sider. 299,95 kr. Palomar.

En tidlig morgen ser nogle kvinder, der er på vej på arbejde, en mand hænge med hovedet nedad i et klatrestativ på en legeplads ikke langt fra en banegård i en eller anden europæisk by. Han ser ud til at have været død i nogle timer. Er dette et mord? Eller et selvmord? Ja, hvad er det i det hele taget, der begynder eller nok snarere slutter her på de første sider af Terézia Moras roman Alle dage?