David Mitchell: Knogleurene. Oversat fra engelsk efter »The Bone Clocks« af Steffen Rayburn-Maarup. 636 sider. 349,95 kr. People’sPress.

For 20 år siden føltes Ghostwritten, den britiske David Mitchells første roman forklædt som novellesamling, sært uden for genre med sine metafysiske indslag og sin insisterende hoppen omkring mellem kontinenter og epoker og ind og ud af forskellige menneskesind – og netop derfor des mere dragende på visse af os. Mitchell var en smule forud for den store bølge af sofistikeret fantasy, som er opstået i takt med at millennial-generationen er blevet voksen.