Sørgeskrift over humanismen

Lasse Horne Kjældgaard: Meningen med velfærdsstaten – da litteraturen tog ordet og politikerne lyttede. 372 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Det er en grandios titel, professor Lasse Horne Kjældgaard har givet den bog, der skal formidle hans doktordisputats til et bredere publikum: Meningen med velfærdsstaten.

Hvis jeg umiddelbart skulle svare på, hvad der er meningen med velfærdsstaten, ville jeg nok sige noget om at bekæmpe social nød og sikre borgerne i samfundet et værdigt liv på tværs af klasseskel. I 2018 betegner velfærd nærmest udelukkende forhold, der har at gøre med tilværelsens materielle sider – forsørgelse, fysisk helbred og lige adgang til uddannelse.

Samtidig er velfærd et begreb, som indgår med positiv valorisering i programmerne for samtlige partier, der er repræsenteret i Folketinget. Men sådan har det ikke altid været, som Kjældgaard demonstrerer ved sin grundige gennemgang af de diskussioner, der formede velfærdsstatens tidlige år, både i den offentlige debat og i kunsten.

Kjældgaard argumenterer for, at velfærdsstaten, sammenlignet med andre fremherskende samfundsformer, er underteoretiseret. Den opstod ikke med udgangspunkt i nogen forkromet vision eller plan, men som en lang række gradvist implementerede ændringer, der primært blev begrundet med pragmatiske hensyn.

Derfor lider velfærdsstaten i udgangspunktet af det, sociologen Jürgen Kaube kalder et »refleksionsunderskud«. Det gør den til en samfundsform, der til stadighed er til forhandling og kalder på offentlig debat og, centralt for bogen, på kulturel selvrefleksion i form af fiktion. Velfærdsstaten som system er ikke i sig selv meningsfuld, men udgør et materielt fundament, der skal give den almindelige borger overskuddet til at opnå »åndelig velfærd« og modstå markedets konformitet.

Med dette som præmis dykker Kjældgaard ned i velfærdsdebatten, som den udspillede sig i offentligheden og i kunsten i velfærdsstatens formative år, 1950-1980. Kjældgaard leverer grundige læsninger af værker af blandt andre Villy Sørensen, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup og Svend Aage Madsen og knytter dem sammen med debatter i samtidens offentlighed om emner som konformismens trussel, om menneskets personlighed (kerne eller konstruktion?), om formynderisme, om velfærdskapitalisme og om kunstens rolle i samfundet.

Det er et overvældende stof, Kjældgaard strukturerer og serverer. Man mærker tydeligt, hvilket omfattende og nidkært forskningsarbejde, der ligger til grund for bogen, og det er ofte vældigt fascinerende, selvom der visse steder kunne være hakket (yderligere) en hæl og klippet en tå ved omskrivningen fra afhandling til formidlingsbog. Især kunne der have været botaniseret lidt i den tekstnære gennemgang af værkerne.

En central pointe i bogen er, at velfærdsstaten i disse år blev tænkt og omtalt ikke bare som et socioøkonomisk udligningsprojekt, men som et humanistisk udviklingsprojekt med en åndelig og kulturel overbygning som sit egentlige mål. Forfattere, intellektuelle og kunstnere blev regnet for vigtige stemmer, som politikerne kunne og burde hente inspiration hos, både via den offentlige samtale og ved læsning af deres værker.

Det er ikke, fordi der aldrig opstår mislyd mellem de stemmemaksimerende politikere og de popforskrækkede kunstnere i perioden. Allerede da statsminister Kampmann i 1960 elskværdigt indbyder kunstnerne til møde om kulturen på Louisiana ledsaget af bemærkningen »regeret bliver der alligevel«, aner man et modsætningsforhold mellem magtens elite og kulturens ditto.

Som litteraturprofessor Johan Fjord Jensen skriver: »Det er en fundamental misforståelse, at der mellem det skabende åndsliv og politikken skulle bestå borgfred, thi bestod en sådan, var åndslivet ikke længere skabende og havde da forrådt sig selv. Mellem dette åndsliv og magteliten må der (...) bestå spænding, og af den spænding skabes al den udvikling, der ikke er helt selvfølgelig.«

Men modsætningsforholdet synes alligevel karakteriseret ved en art gensidig respekt og anerkendelse af hinandens evne til at bidrage konstruktivt til fællesskabet. Modsat er det i de efterfølgende årtier, hvor det, Kjældgaard betegner som »økonomisk alarmisme«, blev paradigmet for velfærdsdebatten, og målet med projektet blev indsnævret til det at skabe »et effektivt system«, drevet eksklusivt af samfundsfaglige eksperter og – fristes man til at sige – visionsløse levebrødspolitikere.

Diskussionen om forholdet mellem kunstnerne og staten kulminerer omkring oprettelsen af Statens Kunstfond og uddelingen af de første legater i 1964, der afstedkommer en hel protestbevægelse anført af rindalismens navnefar, lagerforvalter Peter Rindal. Herefter begynder snakken om gensidig afhængighed at forstumme. Med Perspektivplan-redegørelserne i 1970erne, der anviser en politisk retning, der skal begrænse væksten i det offentlige, slås yderligere søm i den ligkiste, hvori tanken om velfærdsstatens åndelige overbygning siden begraves.

I den forstand kan bogen læses som en slags sørgeskrift over humanismen, der i al væsentlighed er sat ud af spillet, når det kommer til at påvirke indretningen af det danske samfund. Hvornår har nogen eksempelvis sidst hørt en dansk politiker tale om noget så højtragende som behovet for »en stor idés ledestjerne«, som eksempelvis Jens Otto Krag citeres for i bogen? Hvor ofte bærer den politiske debat overhovedet præg af idéer, der støder sammen, frem for småligt mundhuggeri om, hvilken regnemetode der er mest gangbar i forhold til at nå den i beton støbte målsætning om at reducere en udgift? Hvem interesserer sig for, hvad man kan lære af litteraturen og kunsten? Hvem vil forsvare de humanistiske fag med henvisning til den iboende værdi af viden, frem for dens omsættelighed på markedet?

Ikke nogen dansk politiker, der ønsker at regere. Og regeret bliver der alligevel.