Skibbruden

Det er et åbent spørgsmål, om en forfatter til et autofiktivt værk kan skrive ærligt om en familie, der ligner sin egen uden også at udlevere denne familie – især hvis det er en historie, der handler om en fars tidlige selvmord, en stedfars efterfølgende vold og voldtægter, en anden stedfars magtprutteri, en mors selvmordsforsøg og en lillebrors kontinuerlige mistrivsel.

Efter at have læst Farskibet vil mit svar på det spørgsmål fremover være, at hvis man kan skrive med så meget kærlighed, så megen omsorg og så glasklart poetisk om en familie for længe ude af kurs, som Glenn Bech gør i sin debut, så er der ikke tale om udlevering, men et smukt-smerteligt forsøg på heling. Sjældent har jeg læst en bog, der på den måde har givet mig lyst til at kunne tage hver enkelt af hovedkaraktererne – Glenn, moren og broren – ud af siderne, holde dem i hånden og sige: Må alle jeres dage fremover være blide som forårsdage.