Grænseløs. Don Winslows nye kriminoveller er en bog til tiden. Et studie i, hvor vanskeligt, grænsende til umuligt, det er at undgå vold og voldelig eskalation i det amerikanske samfund.
Sammenbrud i staterne
Vold kan antage mange former. En kan for eksempel være at skille illegale flygtningebørn fra deres forældre og anbringe dem i et bur. Cal, en aldrende cowboy og grænsevagt, der har stemt på Trump, og som hader den liberale presse, har det skidt over de indespærrede børn, og særligt den seksårige Luz og hendes apatiske blik rammer ham i hjertekulen. Han begynder at efterforske sagen, det påkalder kollegernes vrede, og så er han nødt til at få hjælp af en gammel ven, nu fjende og menneskesmugler, for at finde pigens mor. Loven umuliggør genforening, så han vælger at bortføre Luz, og da Fox News laver en historie om, at han er pædofil, får han samtlige texanske selvtægtsidioter på nakken, så de må flygte hovedkulds over grænsen på et gammelt døende øg af en hest.
Med denne fine, brandaktuelle western-novelle afslutter Don Winslow sin bog med fortællinger, som udspiller sig rundtom i USA: Louisiana, Californien, Hawaii og Texas. Winslow har tidligere udgivet store, hårdkogte romaner om USA’s narkokrig, blandt andet I hundenes vold, 2005, og Kartellet fra 2015. Men i dette kortere format slipper han den sproglige gæk mere løs.
Del: