Fremmedkapital. Asta Olivia Nordenhof er på sporet af 1980erne, branden på Scandinavien Star i 1990 og pengestrømmenes magt over udsatte kroppe, i sin seneste roman.

Så lad os bare betegne mig som en socialrealistisk forfatter

I april 1990 udbrød fire, muligvis fem, brande på bil- og passagerfærgen M/S Scandinavian Star. 159 mennesker mistede livet. Efterforskningen viste, at ilden opstod flere forskellige steder på skibet, at brandene var påsatte, og man udpegede en 37-årig lastbilchauffør, der også var død i branden, som hovedmistænkt. Han var psykisk ustabil, tidligere dømt for ildspåsættelser og »med stor sandsynlighed gerningsmanden«, lød det fra Oslo Politi i 1991.

I 2014 trak de anklagen tilbage, et bevismæssigt grundlag for mistanken manglede. Siden har uafhængige efterforskninger insisteret på, at motiverne bag ildspåsættelserne var økonomiske, et forsøg på for­sikringssvindel, der ikke rigtigt lod sig opklare på grund af plørede ejerforhold, skuffe­selskaber og uregistrerede mellemmænd. Hvem ejede egentlig Scandinavian Star i april 1990? Og hvem skal egentlig stå til ansvar for de 159 omkomne?