Drømmesyner. Franske Mathias Énards prisvindende roman om en døende orientalist er fyldt med vidunderlige anekdoter. Men bogen gør ikke læseren klogere på islam.
Rondo alla turca
Mathias Énard: Kompas. Oversat fra fransk efter »Boussole« af Peer Bundgård. 464 sider. 349,95 kr. Gyldendal.
Det er nat. I hvert fald i Europa. Nærmere bestemt i Wien. Nærmere bestemt i den lille lejlighed i Porzellangasse i det 9. distrikt, hvor den midaldrende, dødeligt syge østrigske orientalist Franz ikke kan falde i søvn. Hans smerter holder ham vågen. Sporvognene, der kører forbi udenfor, holder ham vågen. Hans ovenbo hr. Gruber, der med faste intervaller trækker ud i toilettet, holder ham vågen. Men frem for alt holdes han vågen af sin længsel efter sin franske orientalistkollega Sarah, der lige nu befinder sig et sted langt ovre østpå, i Sarawak på Borneo, hvor solen allerede er stået op.