Præriens norske nordmænd fra Norge

Forsidebilledet på Landet ingen har set er velvalgt. Det viser, at den moderne tid er ved at indfinde sig på prærien, og at udvandrernes pionérliv kan blive mindre barsk. Landbrugsarbejdet, der tidligere blev udført med hånd- og hestekraft, bliver nu lettet af dampdrevne maskiner, og jernbanen er anlagt. Selvom der er langt mellem husene, er det ikke mere verdens ende, men grønne enklaver skabt af flid, fremtidstro og forvisning om, at Den Gode Gud belønner arbejdsomhed.

Bogen er tredje bind i Edvard Hoems bredt anlagte slægtskrønike på foreløbig 1137 sider. Det er en dobbeltfortælling om de norske brødre Eilert og Anton Edvard (forfatterens farfar), den første efterhånden en veletableret landmand på Alberta-prærien i det sydlige Canada, den anden småbonde og fisker hjemme i Molde. Landenes vidt forskellige vilkår til trods er det samme slags problemer, de slås med. De vil være gældfri og må derfor altid arbejde. Første Verdenskrig og den økonomiske depression gør dem sårbare, men de bider tænderne sammen. De læser flittigt i deres bibel og sætter sig i spidsen for henholdsvis rejsning af en kirke på prærien og bygning af missionshus i den gamle hjemby. Begge bøvler indimellem med åndelig tomhed, men bøjer hovedet i taknemmelighed, når de føler sig set af Gud.