Døden 3. Hanne Marie Svendsens nye roman giver uprætentiøst kig ind i en hverdag, hvor den nyligt døde fylder det meste.

Postludium til en livskammerat

Hanne Marie Svendsen: Mellem regndråber. 124 sider. 199,95 kr. Gyldendal.

Mellem regndråber er en af den slags bøger, der lige så godt kunne være en stump musik. Man oplever den som en grundtone, en stille melodi komponeret for træblæser, måske saxofon eller fløjte. Tonerne er enkle, efterklangen ren. Sådan må det være, når en stilbevidst forfatter nedfælder sit postludium som afslutning på et langt livs ægteskab.