På vej tilbage for fuld damp

Jeg er vokset op med historien om Danmark som en søfartsnation med vikinger og søhelte og flådens mange sejre over især svenskerne og den blomstrende oversøiske handel og Peder Most-drengebøgerne og slagmalerier som det, hvor Christian IV står såret på krigsskibet Trefoldigheden og opildner til fortsat kamp. Og så alligevel læser jeg i bogen Søfartshistorier, at søfarten ikke har fået den plads i Danmarkshistorien, som den fortjener. At søfolkene, med historikeren Christian Tortzens ord i Sømændenes Forbunds jubilæumsskrift fra 1997, altid er blevet betragtet og har følt sig som »samfundets stedbørn og tredjerangsmennesker«.

Da kulturminister Bertel Haarder i 2015 søsatte ideen om en Danmarkskanon og skulle vælge ti »ting«, som var særligt betydningsfulde for dansk identitet og sammenhængskraft, kom søfarten ikke med. For Danmark betragtes som »et land bygget af folkelige bevægelser (...) landbobevægelsen og arbejderbevægelsen«. Politisk forankret i partiet Venstre og Socialdemokratiet, mens søfarten ingen politiske fortalere har haft, selv om søfartssektoren i perioder indtjente store summer til landet og i dag står for en fjerdedel af de samlede danske eksportindtægter, som bogens redaktører Jeppe Nevers og Anders Ravn Sørensen skriver i forordet.