En enkelt fejllæsning af en enkelt linje poesi kan åbne porten til parallelle universer og for evigt adskille en mor og en datter. Det er grundpræmissen i den norske forfatter Gunnhild Øyehaugs roman Præsens Maskine, hvor forfatteren Anna en sløv dag i 1990erne læser »trädgård« som »tärdgård«, og i samme øjeblik forsvinder hendes datter, Laura, ind i et parallelt univers.

I det ene univers mangler en mor, i det andet en datter. I det ene univers har Anna ved romanens begyndelse levet de seneste 20 år med en nagende fornemmelse af, at hun har fortrængt et barn – alt imens hun har stiftet en ny familie. I det andet univers bærer både Laura og hendes far rundt på en lignende sagtmodig erindringsdis, mens Laura lever et i øvrigt normalt liv som vordende mor og universitetslektor på udkig efter en ny lejlighed sammen med den vordende far.